December i Bolivia

Det er nu ved at være to måneder siden vi sidst har lagt et indlæg ind på bloggen. Der er sket så meget siden sidst. Vi havde først to virkelig fantastiske uger med vores forældre, som kom her ned for at besøge os. Det var dejligt at få lov til at være turist i Bolivia, og også opleve den side af landet.

Forældrebesøg 

Vi hentede alle fire i Sucre, hvor vi overnattede til dagen efter, for derefter at køre til San Lucas, fordi der var en stor fest i byen til ære for helgenen (San) Lucas. Byen var klædt i festklæder, og folk dansede, sang og drak. Bolivianere er utroligt gode til at feste! Alle insitutioner skulle udføre en dans, så hospitalets læger og sygeplejersker fremviste en smuk kædedans, og viceborgmesteren sammen med resten af rådhuset dansede en dans med flagrende bånd. Vi tilbragte den første uges tid i San Lucas kommune. De fleste af dagene i selve byen, men vi nåede også en tur på landet for at se Elio i aktion med undervisningen, som blandt andet gik ud på at de traditionelle behandlere skulle udforme respirations- og tarmsystemet i modulervoks. Det var en stor oplevelse endelig at komme med på landet og få set hvad der sker på kurserne.
Efter et par afslapningsdage i San Lucas, hvor vi også nåede en tur op på toppen til San Lucas skiltet, som nær havde taget livet af nogle af os, tog vi bilen til den store saltørken (Salar de Uyuni). Men på vejen derhen finder vi ud af, at vores oprindelige rejserute ikke kunne gennemføres på grund af en blokade i Potosi. Vi måtte derfor ud på en omvej, som da vi fik berettet om den, mest af alt lød som en smutvej. Det viste sig ikke at være sandt. Vi kørte langs små snørklede veje, hvor der til tider måtte udføres trepunktvendinger for, at et sving kunne klares. Men det var en smuk tur, og da vi kørte over det sidste bjerg og kom over på den anden side ventede der os det smukkeste syn af Uyuni-byen, og saltørkenen. Solen var lige ved at gå ned, og de røde, gule, orange, lilla, blå, grønne farver der beklædte himlen, gjorde vores ankomst til byen hele den lange tur værd.
Dagen efter var vi på en endags tur til ørkenen, hvor guiden Waska viste os rundt. En utrolig dygtig guide, som var ret god til engelsk. Det var en helt overvældende oplevelse at køre igennem det uendelige hvide, hvor der pludselig dukker et bjerg op i horisonten, som man kører hen over salten. Vi overnattede på et salthotel (Luna de Salada = saltmånen), hvor næsten alt er lavet af salt, inklusiv sengene, stolene og bordene.
Vi vågnede tidligt den næste dag for så at køre den lange vej til Titikaka-søen, hvor vi lige akurat nåede den sidste båd over søen, så vi kunne køre til Copacobana (den bolivianske), som var næste stop. Når man siger båd er det en stærk overdrivelse. Det minder allermest om en tømmerflåde, som bliver drevet fremad af en lille bådmotor. Der stod vi så på med vores bil. Sådan en båd tager normalt en lastbil og en minibus med over, men vi følte os nu alligevel lidt glade for, at det var så mørkt, at vi ikke helt kunne se bådens kvalitet.
Vi overnattede to nætter i Copacobana, hvor især den sidste aften var en oplevelse. Efter en lang dag, hvor vi sejlede i en lettere gyngende båd til soløen, blev vi indkvateret på det flotteste hotel, hvor man fik sit eget hus, som alle var bygget i et tema. Den facade der i hvert hus vendte ud mod søen, var panoramavinduer, hvilket gjorde at alle havde den smukkeste udsigt ud over søen. Prikken over i'et var en udsøgt ostefondue, som blev serveret på en nærliggende restaurent.
Op af formiddagen den næste dag vendte vi bilen mod La Paz og den sidste del af vores rejse. Her nåede vi lige at vise byen et par dage, inden vores forældre tog hjem.

De to nye

Helt perfekt landede de to nye koorporanter (Christoffer og Katrine) i La Paz dagen efter. Dem skal vi bo sammen med i de næste 8 måneder - altså indtil vi skal hjem til Danmark.
Som da vi kom herned brugte vi de første cirka ti dage på at få de nye indskrevet i det bolivianske system (det vil sige, kæmpe med det bolivianske bureaukratiske system), og tage på overlapstur, som denne gang bød på en cykeltur ned af "the most dangerous road in the world", som før i tiden - da der kørte biler - havde mange dødsulykker, men nu mest af okkuperet af turister iklædt i flyverdragt og med styrthjem på cykler. Jeg, som den bangebuks jeg er, endte stort set hver gang bagerst, men fik da set den smukke natur, når jeg ikke var sikker på, at jeg var døden nær, trods mine kun 15km/t, og bremserne i bund. Det var også mest mine arme og hænder der var ømme efter den tur - men smuk det var den, og de tre daredevils fik det adrenalinsus de ønskede.

Vi overnattede nogle dage i den nærmeste by, med total afslapning, inden Søren og jeg tog hjem. Desværre uden at kunne tage Christoffer og Katrine med, da Christoffer var blevet syg. Han blev dog hurtigt frisk, og de mødte os i La Paz dagen efter. Vi fik klaret alt papir-arbejdet, og kampen mod bureaukratiet endte heldigvis godt, og de to nåede at blive registreret i det bolivianske system, inden vi vendte næsen mod Sucre, for at de kunne påbegynde deres sprogskole-ophold.
De var i sprogskole i to uger, mens Søren og jeg tog et hastevisit til Danmark.
Da vi igen satte fødderne på dansk jord, kørte vi med Christoffer og Katrine til San Lucas, så de endelig kunne se deres nye hjem for de næste 15 måneder.
Vi havde nogle rigtig fine, men også ret travle dage i San Lucas, hvor der både skulle ordnes kontrakter og regnskaber, inden vi igen satte os i bilen, for at køre mod La Paz. Vi nåede dog både at afholde dimission for de personer som havde modtaget et legat til at læse HF af IMCC, være med til dimissionsfest hos en tidligere IMCC-ansats, Anicetos, søn, og holde julefrokost for alle vores ansatte på Sørens fødselsdag.
Vi skulle ind og sende de to andre afsted, som skulle hjem for at holde jul og nytår i henholdsvis Danmark og Norge.

Alene igen
På vej hjem til San Lucas igen, tog Søren og jeg inden om Potosi, hvor Elios niece fyldte 15 år. En 15 års fødselsdag her i Bolivia minder meget om sweet 16 i USA. Det blev også en stor fest, som næsten varede til den lyse morgen, og som indebar et parade af 14 piger (hendes bedste veninder) med kavalerer, som skulle repræsentere hver af fødselsarens år. Paraden ender med, at hun entrerer i et skrud af en prinsessekjole med sin far. Efter paraden skal hun udføre med sin far (og med sin gudfar fandt Elio ud af lidt for sent, efter at have proklameret at han ihvertfald ikke kunne danse sådan en dans), hvor hun dansede ned igennem rækkerne af veninder og deres kavalerer for den ene vej at slukke de lys, som pigerne holdt, og den den anden vej at indsamle de hvide roser drengene holdt. Kagen var et kongeligt bryllup værdigt, med flere lag, som hang sammen med trapper, hvorpå der stod 15 dukker, hver igen repræsenterende hendes år.
Den næste morgen fik en lækker morgenmad hos Elio og hans kone, inden vi kørte til Sucre for at ordne lidt af hvert. Herinde kom vi i kontakt med en af mine studiekammerater, Trine og hendes kæreste, Sebastian. Vi havde et kamera med til dem fra Danmark, da de i Buenos Aires havde fået stjålet deres. De er hos os lige nu i San Lucas, hvilket er rigtig hyggeligt. Vi har alle her til aften været til en tidlig juleaften på hospitalet, som startede med den obligatoriske gudstjeneste - desværre ikke med den sædvanlige præst og hans charango - efterfulgt af den bolivianske julespise, la picana, som ofte indeholder tre forskellige typer kød, kylling, gris og oksekød, men som idag manglede grisen - hvilket nok også var ok, da det var rigeligt mættende i forvejen.
Vi sidder nu i vores køkken med kaldenderlys tændt og duften af nybagte honningkager der stadig hænger i luften. Julestemningen er stadig ikke helt indtruffet, trods ihærdige forsøg med oppyntning, julemusik og julebag. Det hænger nok lidt sammen med, at temperaturen ikke helt er svarende til det danske julevejr. Vi har dog fundet et juletræ i ægte højde, som Katrine har pyntet med julelys i gule, røde, blå og grønne farver, som også spiller julemusik, for ikke at glemme, at vi også er udstyret med både lumrefjæld-historien og disneys juleshow, så nu går der nok ikke lang tid inden julehumøret kommer til San Lucas.
Så rigtig glædelig jul til jer alle sammen - og godt nytår!!! Vi glæder os til at se jer alle i det nye år.

Søndag i Sucre

Hvis I vil direkte til billederne kan I klikke her, ellers værsgo og læs.

Vi sidder i Sucre i vores lejlighed. Der er helt stille i byen, fordi i dag er der valg. Det er ikke et vigtigt valg for bolivianerne – de skal vælge dommere til højesteretten, men alle butikker er lukkede, og der er næsten ikke en sjæl på gaden. Salget af alkohol har været forbudt i tre dage nu, og vil først blive åbnet igen i morgen til formiddag (som de informerer om på skilte i supermarkederne). Vi var ude og gå i morges, i håbet om, at vi kunne finde en cafe, hvor Søren kunne se Arsenal vs. Sunderland, fordi vi tænkte, at i denne turistede by burde der være en cafe der er åbent, men nej – det eneste der er åbent er nogle enkelte gadehandlere. Det var virkelig som at være ”Palle alene i verden”. Utroligt at en by der normalt er så livlig, kan være så tom og stille som i dag.

Vi er derfor endt herhjemme i lejligheden med hver en kop kakao og en computer på skødet for at lave lidt arbejde – jeg har skrevet en artikel og Søren har ordnet papirer som skal være klar til de to nye (Christoffer og Katrine) kommer herned, og skal indskrives i det bolivianske system.

Det er dagen inden vores forældre kommer ned og besøger os – og vi glæder os ret meget til endelig at kunne vise vores hjem frem til nogen hjemmefra.

Der er både sket rigtig meget og meget lidt i løbet af den sidste tid.

Det er efterhånden blevet hverdag for os i San Lucas – hvilket er dejligt.

Sundhesfestival i Acchilla
Vi har været til en sundhedsfestival i en meget smuk by, som hedder Acchilla. Sundhedsfestivaler er en begivenhed der foregår i stort set alle byer. Den går ud på, at folk fra området kommer og sætter boder op, hvor de sælger deres håndværk. Der bliver holdt en masse taler, danset og underholdt. De traditionelle behandlere, som vi arbejder med, har også en bod, hvor de præsenterer de produkter de bl.a. har fremstillet på vores kurser. Og så bliver der spist og drukket en masse. Vi ankom kl. 11 med Elio og to kogekoner (da Elio samtidig skulle holde kursus for de traditionelle behandlere), og nåede næsten ikke at komme ud af bilen, før vi blev tilbudt Chicha og øl. Chicha er en traditionel boliviansk alkoholisk drink lavet af majs, som mest minder om tynd øl med ren alkohol – meget sjovt at prøve at smage – men ikke kl. 11 om morgenen :).

Vi tilbragte resten af dagen med at gå og kigge på boderne, følge Elios undervisning og se lidt af byen.

Da vi skulle hjem var vejen blevet blokkeret –Der var opstillet et danseshow midt på vejen med tilhørende tilskuere, dertil kom, at to biler på den anden side af danseshowet gerne ville den modsatte vej. Vi måtte vente et kvarters tid, før de to biler kunne smyge sig forbi os, og vi kunne komme af sted. Det var en virkelig god oplevelse at være til feriaen, og vi vil helt sikkert prøve at nå at være med til flere.

Sportsstævne i Villa Charcas

I en weekend var vi med hospitalet til et stort sportsstævne for sundhedssektoren i en masse kommuner, som skulle foregå i en anden kommune inden for samme region. Der blev dystet i futsall (fodbold med kun fem mand på hvert hold, mindre bold, mål og bane), basket (meget forunderligt en meget populær sport i dette land med verdens mindste mennesker - Søren og jeg er høje) og volley. Dertil kom også, at man skulle fremvise en dans, da man ellers kunne man ikke få lov at deltage i sportsgrenene. Lidt interessant fremgang – men vi dansede, ellers kunne vi jo ikke få lov at deltage! Vi stillede op for hospitalet i San Lucas, hvor Søren var med til at spille futsal, og vi var begge med til at danse. Det var lidt specielt at komme til en by, som ikke ser gringos til hverdag. Vi var meget interessante at se på – og interessen blev kun forstærket, da vi dansede, hvor vi iført traditionelt tøj kastede os ud i boliviansk dans, som på den ene side minder lidt om sydamerikansk dans, og dansen af en lettere kikset onkel til familiefester. Altså lidt en blanding af rysten med numsen, gå på stedet og svinge voldsomt med armene, mens man drejer rundt. Vi så åbenbart sjove ud i det traditionelle tøj, for der var ret mange folk der, ville have billeder med os, lidt som med Disneyfigurerne i Disneyland.

Hele weekenden endte også i et jubelskrig, da Søren (sammen med resten af hospitalets futsallhold) vandt futsalturneringen. 2-0 over den kommune, som San Lucas havde kæmpet mod hele weekenden. Det havde godt nok resulteret i to røde kort til San Lucas – et til Oscar (som scorede det første mål) og et til Søren (som scorede det andet mål) – gad vide, om dommerne synes det var unfair, at der blev scoret mål? Det sidste gule kort til Søren, som jo så resulterede i et rødt, blev givet, fordi en person faldt i sit forsøg på at tackle Søren.

Så det var lidt at en succes at være af sted – det har også resulteret i, at Søren nu er blevet endnu mere populær i byen, og selv cheflægen på hospitalet ville have et billede med ham.

Kvindernes dag

Den 11. oktober er det kvindernes dag i Bolivia. Det er en meget vigtig dag for mange, fordi der stadig er kønsdiskrimination og hustruvold her i landet. Det betyder bl.a., at der er festivaler i hele landet, og at der kører taler fra vigtige bolivianske kvinder i radioen hele dagen. Festivalerne minder lidt om sundhedsfestivalerne. Kvinderne fra de forskellige dele af kommunen samles i en by, hvor de præsenterer deres håndværk – ofte vævede stoffer, mad eller broderinger.

Stemningen er fantastisk. Der er en gejst og en opbakning omkring dagen, som er lidt svær at beskrive – men rigtig fed at opleve.

Jeg og fire af vores kvindelige ansatte (Vicky, Virginia og to kogekoner Modesta og Cristina) tog af sted til en festival i en by ikke langt fra San Lucas, for at være med til festivalen, men også for at repræsentere IMCC, da vi støtter kvindegrupper fra kommunen i at mødes.

Vi ankom som nogle af de første, og satte boden op, og et par timer efter gik eventen i gang med de obligatoriske otte taler, som SKAL foregå når bolivianere samles. Egentlig en meget sjov måde at starte forskellige events (møder, festivaler, fester ect.) på, det gør, at eventen føles lidt mere betydningsfuld (også selvom man nogle gange godt kan bruge 1,5 time på at sige velkommen). Jeg blev hurtigt trukket med ud på midten af festivalpladsen, hvor autoriteterne sad bagved borde, og tænkte ”shit, nu skal jeg så holde min første rigtige lange tale på spansk”, så jeg begyndte, at forberede mig på hvad jeg skulle sige: først huske at takke autoriteterne fra de forskellige steder –så sige god eftermiddag til alle der er kommet – takke for invitationen, og sige noget om at det er en vigtig og smuk dag – og så takke af. Jeg kørte talen igennem igen og igen i mit hovedet, for ikke at glemme noget. Men men men… typisk, når man endelig er klar til at sige noget – så stoppede talerne, uden at jeg skulle holde tale, og jeg havde slet ikke behøvet at bekymre mig. Så jeg gik fra min plads til vores bod, i god tro, om at mine mere offentlige forpligtigelser var overstået, men pludselig fik jeg stukket et stykke papir i hånden. Jeg forstod ikke helt, hvad det var i starten, men fandt ud af, at jeg skulle agere dommer i en konkurrence om hvilken landsby, der havde lavet det flotteste håndværk. Vi skulle bedømme dem inden for teknik, fremstilling af figurer, ægteheden i deres materialer og hvordan de præsenterede deres produkter.

Mine meddommere viste sig at være fra henholdsvis byrådet, regeringen og formanden for den vigtigste organisation i kommunen (La Central), så jeg følte mig rigtignok vigtig. Det var en ret sjov oplevelse at skulle vurdere produkterne, hvilket jeg overhovedet ikke kunne finde ud af. Jeg synes alle produkterne var meget smukke, flot præsenterede og jeg er endnu ikke så ferm i kunsten at mærke, hvornår noget er ægte llamauld, uld eller et blandingsprodukt. Så jeg måtte flere gange snyde lidt, og kigge over skulderen på mine meddommere – den ene var en mand, som desværre garanteret vidste lige så lidt om håndværk, som jeg gjorde, men den anden var en kvinde, som havde sin personlige hjælper med, som viste sig at være lidt af en ekspert. Så jeg tror, jeg klarede mig ok igennem uden at det blev opdaget – det var i hvert fald ikke så tit, jeg havde bedømt meget anderledes end de to andre. Så det endte med, at vi var enige om hvem der havde fortjent at vinde.

NGO-møde i Sucre

Vi tog til Sucre allerede den 11. om aftenen. (Her kommer lige lidt arbejdssnak) Vi er i gang med at få samarbejdsaftaler igennem med de sidste instanser. Vi er lige påbegyndt en ny fase, og derfor er alle vores tidligere aftaler udløbede og skal fornyes.

Vi var blevet indkaldt til NGO-møde med sundhedsministeriet (SEDES) i Sucre, som skulle foregå den 13.-14. oktober, og vi ville denne forbindelse prøve at få underskrevet samarbejdsaftalen med SEDES inden mødet. Vi mødte derfor op ved SEDES bygninger den 12., for at finde ud af, at der var lukket hele dagen, grundet at Evo (præsidenten) var i byen. Hmm… Det sker ofte, at planer skal modificeres eller droppes i det her land.

Dagene efter var vi til møde med NGO’erne. Det føltes ret vildt at sidde som lille NGO blandt de store som USAID, UNICEF, PLAN ect., og skulle planlægge hvordan NGO’er skal forholde sig til de forskellige gældende sundhedspolitiske programmer i landet. Endnu mere overvældende er det, når man sidder - og ikke har sagt noget – fordi man er man er nervøs for at deltage i så komplekse diskussioner på spansk -og så bliver IMCC nævnt som forgangseksempel på to ret vigtige punkter – og IMCCs metoder bliver bestemt som fremgangsmåde for hele regionen.

Lidt sejt og man bliver ret stolt over, at man er udsendt af en organisation som rent faktisk gør en forskel i det her land – nu håber vi bare, at vi kan gøre det lige så godt som de tidligere IMCC’ere.

Nu

Men nu sidder vi, efter 20 arbejdsdage i træk, og er lidt trætte. Vejret for tiden er dejligt – minder meget om en rigtig god dansk sommer – med lune aftener og varme dage. Det bliver dejligt at holde lidt ferie med vores forældre. Jeg glæder mig til at være lidt turist i dette her smukke land – og vi glæder os til at se vores forældre.

Håber, at I alle har det rigtig dejligt hjemme i DK. 

- Stine

Lidt til øjet...

Så er det nye billeder af vores by og en artikel om bureaukratisk proces på imcc ulands hjemmeside.

https://picasaweb.google.com/116476183515928672006/BillederAfSanLucas#5657148699532093570

www.imcculand.dk

En glædens dag...

Vi har i dag efter en uge med flere møder og megen venten, endelig fået borgmesteren til at skrive under på vores samarbejdsaftale.

Dette er ret stort, da det betyder, at vi nu har sikret, at en af vores ansatte og en af vores aktiviteter kan fortsætte på samme niveau, de næste fem år, og det kan måske i sidste ende betyde, at denne aktivitet kan fortsætte, når IMCC ikke længere er i San Lucas.

Det er en ret fed følelse. Vi har i den forløbne uge været ret nervøse for, hvor mange kræfter vi måtte bruge på at få den underskrevet, og om den overhovedet ville blive skrevet under.

Det startede i mandags, hvor vi havde et møde, hvor vi havde inviteret borgmesteren og 4 andre personer. Men da vi trådte ind i rummet sad der udover de 5 inviterede også 8 andre mennesker, og derudover kom flere til i løbet af mødet, så vi til sidst sad 20 mennesker i rummet. Vi var 6, Søren, jeg , Elio (en af vores ansatte), to formænd fra to forskellige organisationer og en tredje person. Grunden til at vi havde ekstra personer med var, fordi Elio skulle aflægge rapport om en tur til Sucre, hvor han havde været inde på sundhedsrådet (kaldet SEDES).

Dette møde blev ikke som vi havde regnet med. Udover at der var så mange mennesker, viste det sig også, at de ikke havde læst aftalen. Da de endelig fik læst den igennem, gav de udtryk for, at de var meget skeptiske overfor vores samarbejdsaftale. Det på trods af, at vi havde fået en mundtlig godkendelse fra dem for en lille måneds tid siden. Selvom Elio talte godt for vores sag, måtte vi gå fra mødet uden, at aftalen var blevet underskrevet.

Vi fik til gengæld et møde med borgmesteren torsdagen efter (i går), hvor vi blev lovet en afklaring på sagen. Vi mødte op kl. 10 som aftalt, men fandtud af, at borgmesteren og hans økonomiske rådgiver var i Sucre. Det var desværre ikke lige til at ændre på, så vi måtte igen gå derfra med forurettet sag.

Elio ringede rundt til forskellige personer der evt. kunne vide noget og hjælpe os, og fik til sidst fat på borgmesterens assistent. Han lavede en aftale med borgmesteren og os, som skulle foregå i dag (fredag).

Vi mødte op kl. 8 i morges, og ventede her den obligatoriske halve time, inden en af rådhusets ansatte kom ud, og gav os en samarbejdsaftale, som byrådsformanden havde underskrevet. At byrådsformanden havde underskrevet betød, at borgmesteren også skulle. Så med dette papir var vi sikret, at borgmesteren på et eller andet tidspunkt ville skrive under. Men dagen blev bedre, for da vi endelig kom i audiens med borgmesteren (efter tre kvarter) var vores samarbejdsaftale blevet færdig hos advokaten. Dermed kunne papirerne blive skrevet under. Så nu har Søren bagt kage til vores ansatte, og så skal der ellers fejres i dag.

Nu mangler vi bare at få det sidste aftalt med kommunen ang. ansættelsesforholdene for den af vores ansatte, som vi skal samfinansiere med kommunen, men det burde ikke være nær så svært, da tidligere udsendte har gjort et stort stykke arbejde her, og vi bare skal samle det op, og føre det videre.

Her en "lille" opdatering på, hvad der er sket i den sidste måneds tid.

https://picasaweb.google.com/116476183515928672006/Afskedsfest

Vi er for tiden i Sucre, som er ”hovedstaden” i den region vi bor i. Det er en utrolig smuk by, med meget historie. Det er her Simón Bolivár underskrev Bolivias uafhængighedserklæring. En utrolig spændende by. Vores projekt har en lejlighed her i byen, for vi er tit herinde for at ordne forskellige arbejdsmæssige gøremål, da det er herinde mange offentlige instanser er. Vi har vores bank herinde, sundhedsministeriet og undervisningsministeriet er herinde, nutrisionistskolen er herinde, vores mekaniker og den radio vi annoncerer forskellige ting over er herinde. Så der er altid en del ting at tage sig til, når vi er her.

Lige nu er vi herinde primært fordi vi i torsdags (d. 25. August) vinkede farvel til Nicola og Andres, fordi de nu har fuldført deres 14 måneder her i Bolivia, og tager hjem til Danmark i dag efter en lille uges ferie hos Nicolas familie i Santa Crus (den anden største by i Bolivia) – så ja, vi er altså blevet alene på projektet. Så det er spændende hvordan det kommer til at foregå J.

Vi er dog også herinde for at tage endnu en uges sprogskole. Vi kunne kun nå en uge, inden vi skulle ud på projektet i San Lucas, netop fordi vi kun havde i alt to måneders overlap med Nicola og Andreas, og derfor kun to måneder til at få lært så meget som muligt om det arbejde vi skal lave det næste år. Vi har fået de samme undervisere som sidst vi var i sprogskole: Henry, som er meget lille, men altid går i sin seje 80’er biker-læderjakke med røde skuldre, og Orlando, som måske er lidt af en lystløgner – han fortalte i hvert fald til Søren i dag, at han personligt kender Evo Morales (Bolivias præsident), og derfor nok skulle sørge for, at den ambulance vi har prøvet at donere de sidste 2 år, endelig kunne doneres til San Lucas kommune. Men de er meget dygtige undervisere, som udviser lyst til at undervise – hvilket er rigtig dejligt, når man for 1000ende gang beder dem gentage, hvad en kniv egentlig hedder på spansk.

Det almindelige arbejde

Men hvad laver vi egentlig, når vi er i San Lucas. Der er mange der har spurgt, og egentlig er det lidt svært at svare på. Vi synes begge to, at vi har ret travlt, og laver mange ting. Tiden flyver af sted, og vi når næsten ikke hen på kontoret før det er frokostpause, og vi når næsten ikke tilbage til huset inden frokostpausen er overstået, og igen når vi næsten ikke på kontoret inden arbejdsdagen er overstået.

Og hvor er det dejligt! Hvor er det dejligt, at der sker så meget. Hvor er det dejligt, at vi har en masse at tage sig til ( - og hvor er det en lille smule stressende, når vi bare kommer fra vores normale studenter-tilværelse).

Men jeg skal prøve at forklare lidt om hvad vi laver.

Vi starter ud med at møde på kontoret kl.8:30. Kontoret ligger lige overfor hospitalsadministratoren, og skråt overfor cheflægen på hospitalet, så vi er i selskab med nogle fine herre. Vi starter altid arbejdsdagen med at tænke for vores gasovn – for der er hundekoldt på kontoret. Derefter kan arbejdet begynde. Dagen kan gå med forskellige møder, eks. med vores ansatte (enkeltvis eller sammen), hospitalsdirektøren eller rådhuset. Vi tjekker mailen et par gange om dagen, skriver referater fra de forskellige møder. Retter referater andre har skrevet, skriver fagbrev (en opdatering til dem derhjemme, som enten venter på at skulle af sted til Bolivia, eller som er kommet hjem fra Bolivia inden for det sidste år), arkiverer de forskellige referater i vores kæmpestore arkiv, laver regnskab, ringer rundt til forskellige mennesker, laver strategi for de forskellige aktiviteter, tager imod folk der ønsker at ansøge os om forskellige ting, holder os opdateret på hvordan det går på de forskellige aktiviteter, ordner regnskab til vores samarbejdsaftale med rådhuset. Der er en del ting at tage sig til. Det lyder lidt overvældende, hvilket det også kan være til tider, men det er mere ment som et forsøg på at forklare, hvad det egentlig er, vi laver her i Bolivia. Der er nemlig ingen dag der er ens. Der er noget nyt på dagsordnen næsten hver dag, men mens vi har været her, har der især været nogle enkelte store ”aktiviteter” der har været på dagsordnen, POA-forhandlinger og skafning af benzin.

POA

De kommunale budgetforhandlinger som er en kæmpe oplevelse at være med til. Det foregår på den måde, at der inviteres 2 personer fra alle byer i hele kommunen. Derudover inviteres de offentlige institutioner: eks. Sundhedsvæsenet og skolevæsenet, samt de forskellige organisationer (NGO’er) som ønsker ”at få penge på POA’en”, som det hedder, hvilket betyder, at vi viser hvilke økonomiske midler, vi har at give til forskellige tiltag. Og det er også her vi offentliggør, hvor mange penge vi ønsker af kommunen i vores samarbejde med dem. Lige nu har vi kun en samarbejdsaftale i gang om samfinansiering af et projektet, som vi kalder interkulturelsundhed, hvor vores to ansatte tager ud på landet, og underviser de traditionelle behandlere i forskellige sundhedstemaer (eks. Anatomi og faresignaler under fødsler). Dette gøres for, for at de traditionelle behandlere kan opnå større respekt i sundhedssystemet, og ikke mindst for at sikre, at de traditionelle behandlere ved hvornår de ikke har kompetencer til at hjælpe deres patienter, og må sende dem videre til sundhedsposterne. Dette er utrolig vigtigt, fordi den rurale del af befolkningen i Bolivia oftest går til de traditionelle behandlere, når de skal føde eller er blevet syge. Dette kan i nogle tilfælde få fatale konsekvenser, og derfor er det vigtigt, at få sendt nogle patienter videre så hurtigt som muligt. Derudover har accepten af de traditionelle behandlere gjort, at de traditionelle behandlere i år har fået lov til at blive akkrediteret. Det betyder, at de er blevet registreret, hvilket forhåbentlig kan medføre, at man i fremtiden kan undgå plattenslagere som påstår, at de er traditionelle behandlere, som der ellers har været nogle stykker af, hvilket er endt i nogle meget uheldige og sørgelig situationer.

Men tilbage til POA’en  (aktiviteten er et af mine ansvarsområder, så jeg synes det er ret spændende )

Som sagt inviteres der utrolig mange mennesker, som alle sidder i et kommunalt hus med et rum, på størrelse med en mindre gymnastiksal. Alle disse mennesker skal blive enige om det kommunale budget! Hvilket jo er ekstremt demokratisk, men også en utrolig lang og bureaukratisk proces.  Den første dag gik med, at de kommunale instanser fremlægger regnskab for det første halve år af 2011. Her kan folk stille spørgsmål, en mulighed de i høj grad tager imod. Kritiske spørgsmål bliver sagt i mere eller mindre vredt toneleje, på et sprog der er en blanding af spansk og quechua (det traditionelle sprog, som de taler bl.a. her i regionen) med opmuntrende tilråb fra de andre. Et godt billede på hvordan ting foregår i Bolivia. Det er dog også godt at vide, at man er kommet til et land, hvor nogle godt tør stå inde for sine meninger, og det jeg forstod af hvad de sagde, var det ofte nogle meget gode observationer og kritikpunkter. De kritiserede ofte manglende respekt for og manglende økonomiske midler til de fattigste i samfundet og at der generelt var for stor ulighed mellem folk. Forargende var det, at nogle af de offentlige instanser ”ikke kunne finde ud af regne” (?), og fremlage procenter som var helt forkerte (eks. Var 79% af 1.250.000 Bolivianos, 30.000 Bolivianos).

Dagen efter gik med fremlæggelse af de forskellige budgetter for det næste år. Vores præsentation gik godt – Nicola kørte med klatten, og fik de tilhørende med på grin og klap. Sådan som det ser ud nu, har vi fået alt hvad vi ville have. Sørget for at vi har en samarbejdsaftale med rådhuset de næste 5 år. Nu mangler vi bare, at rådhuset skal underskrive aftalen…

Donation af ambulance

Efter køb af nye biler i 2009 ønskede projektet, at donere en af de gamle (ikke så gammel – måske skulle jeg hellere kalde den ældre) biler til brug som ambulance i kommunen. Dette viste sig at være svære end som så. De forskellige bureaukratiske processer, forskellige krav og meget andet har gjort, at bilen nu på andet år stadig står på sin plads på hospitalet uden at kunne bruges. Vi har en advokat som kører sagen for os, og hospitalet og rådhuset har også været med inde over i forsøget på at donere den – men nu kan det jo være, at Evo Morales vil træde til og hjælpe os ;) - så skal der nok komme skub i processen.

Skørt at det skal være så svært at donere noget… 

Benzin

Som et tiltag mod narkoproduktionen i landet har regeringen valgt, at man ikke kan købe større mængder benzin uden først at have en licens. Det er meget vigtigt for os at have benzin, for ellers kan vores medarbejdere ikke komme på landet, og dermed ikke udføre deres arbejde. Problemet er ikke at så meget at få licensen, som det at skaffe en chauffør, som vil køre til Sucre, få godkendt at han henter x antal L benzin, for derefter at køre til en bestemt tankstation og fylde vores dunke op, og til sidst køre med alle dunkene tilbage til vores hus i San Lucas. Afhentningen af benzinen skal nemlig godkendes på et bestemt kontor for hver 4.000 L (ca. 4 mdr. forbrug), og benzinen skal afhentes på samme, godkendte benzintank hver gang.

Det gør arbejdet lidt mere besværligt end ellers, men man kan ikke bebrejde regeringen for at ville af med narkoproduktionen.

Vores medarbejdere

Vi har ansat 9 medarbejdere i alt. 4 kogekoner, 1 depotbestyrer og 4 medarbejdere med hver deres ansvarsområde. De 4 kogekoner (Doña Antonia, Doña Inocéncia, Doña Cristina, Doña Modesta) tager med ud på landet, når vores ansatte læger holder kurser for de traditionelle behandlere. De laver det lækreste mad, og er utrolig søde! Kalder os piger for lille Nicola = Nicolita og lille Cristine = Cristinita. Vores depotbestyrer Doña Daria var tidligere ansat som syerske på projektet i en nu nedlagt aktivitet, hun har styr på alt, er lidt stille og forsigtig men også utrolig sød.

Vores fire sidste medarbejdere hedder Elio, Wilson, Vicky og Virginia.

Elio og Wilson har været ansat i hhv. seks og et år. De har sammen ansvaret for undervisning af de traditionelle behandlere på landet, men for hver deres område. Elio har primært ansvaret for bjergområderne, mens Wilson primært har ansvaret for dalområderne. Begge to kompetente medarbejdere som er meget velanset hvor de underviser. Meget søde mennesker begge to, men utrolig forskellige.

Elio var i Danmark i sidste sommerferie, hvor vi også nåede at møde ham hurtigt, idet han overnattede en enkelt nat hos os i Odense.

Vicky er vores ældste ansat, forstået på den måde, at hun er den der har været ansat i længst tid, andet ved vi ikke, for hun vil ikke opgive sin alder. Hun har tidligere haft til ansvar at undervise kvindegrupper i sundhed ude på landet, men efter den aktivitet blev lukket ned i foråret, har hun nu ansvaret for en af vores nye aktiviteter, som går under navnet BRICOS. Aktiviteten går ud på, at sende brigader bestående af traditionelle behandlere, sygehjælpere (som arbejder på sundhedsposter rundt omkring i kommunen) osv. ud på landet, så de kan udføre sundhedstjek i selv de fjernest beliggende landsbyer, både for at sikre sundheden i landsbyen ved at lave disse tjek, men håbet er også, at dette betyder, at den rurale befolkning bliver mere tryg ved postpersonalet (som repræsenterer den naturvidenskabeligt tænkende type behandlere), og derved få mere lyst til at opsøge posten i tilfælde af sygdom eller fødsel.

Vicky er et utroligt sødt mennesker, kan dog desværre blive lidt ked af det engang imellem, men lyser op hver gang hun er sammen med sin datter Paula, som hun har adopteret. En utrolig sød og tragisk historie om en kvinde som skulle føde, men fik komplikationer, blev kørt af Elio ind til hospitalet i San Lucas, men døde desværre, barnet overlevede, men faderen havde i forvejen mange børn, og havde svært ved at tage vare på dem alle sammen. Det endte derfor med, at Vicky adopterede pigen, som nu er to år og meget sød. Så lidt af en soltråleslutning på en ellers trist historie.

Virginia er vores nyest ansatte medarbejder. Hun er meget sød og imødekommende. Hun har også et lille barn, det er en dreng, som hedder Ardemar. Virginia har ansvaret for den anden af vores nye aktiviteter, undervisning på folkeskoler. Som i alt sin enkelthed går ud på at undervise børn på 5. og 6. klassetrin i basal hygiejne og andre sundhedstemaer. Aktiviteten går først rigtigt i gang i starten af næste år, så lige nu har hun mest travlt med forberedelserne til aktiviteten. Hun har blandt andet udført en undersøgelse for at finde ud af hvor meget eleverne ved om forskellige emner, og hvilke emner der først skal lægges fokus på i undervisningen. Det skal foregå sådan, at hun er med i hver anden undervisningsgang,  og hver anden undervisningsgang er det den lærer der er tilknyttet klassen der skal undervise. Så det bliver spændende hvordan det kommer til at gå. 

Tarabuco

Søren og jeg var på vores første udflugt bare os to her i søndags, hvor vi tog turen til en lille by ca. 1½ time fra Sucre, som hedder Tarabuco. Byen er i sig selv som sådan ikke så speciel, det er en sød lille by med nogle lidt dramatiske statuer i centrum af byen. Grunden til at mange besøger denne by skyldes især indbyggerne. Mændene i denne by går klædt i store firkantede ponchoer, med et stribet vævet mønster, i mange farver. Derudover har de på hovedet en beklædningsgenstand der minder om den hjelm de spanske soldater havde på, da de først kom til Sydamerika. Hatten er bare beklædt med en form for vasket filt og pyntet med perler og flotte bånd, så noget af det ”farlige” udseende går af hatten.  Kvinderne går med en form for lav løjtnanthat uden skygge. I stedet for har de perler på snor hængende ned foran øjnene som et slags pandehår, og et kort slag som dækker nakken. Det er deres hverdagstøj, og gør dem tydelige at genkende, når man ser dem i andre byer. De er meget flotte.

Derudover er byen kendt for sin vævekunst og søndagsmarked. Farverne i stofferne er ofte mere matte eller enkle end andre steder i Bolivia, og har tit billeder af dyr, fabeldyr og mennesket.

Det blev en lidt lang opdatering …

Håber, at I alle har det godt hjemme i DK.

Filmaften

Det har sine fordele at have en GOD PROJEKTOR på på projektet. Stuen er indrettet med gamle bilsæder og skærmen måler vel gode 70 tommer! Bum... I aften står den på pianisten.

Yderligere kan jeg berette at jeg har lagt den del billeder op, men de har været låst indtil videre (ved en fejl). Jeg forsøger at gøre dem offentligt tilgængelige og derefter kan I tage et kig på picasa-strimlen til højre i billedet.

https://picasaweb.google.com/116476183515928672006/SanLucasSSAN?authuser=0&feat=directlink


Andreas og Nicola's blog indeholder også flere rigtigt gode billeder og der er et link til den nederst til højre på siden.

Smid gerne en kommentar hvis I kan lide hvad I ser

San Lucas

Så ankom vi endelig til vores nye hjem i San Lucas. En lille by - med meget potentiale!
Huset, Casa Blanca, er virkelig fint. Det er meget stort, og har to meget rummelige lækre køkkener, og en rigtig fin lille have, hvor der højest sandsynligt om nogle få måneder kommer flotte blomster og lækre frugter.
Vi har haft vores første uge på kontoret, og har været ude og køre vildt (og en lille smule fast) i den ene af de tre Toyota Landcruisers, der tilhører projektet.
Vi har været oppe og spille Fronton (som er et spil der minder om stor squash), og vi har haft besøg af nabobørnene op til flere gange, som idag medbragte to fugleunger, som de havde fundet.
Vi har været til vores første indvielse, som var en indvielse af en hus (SAFCI-huset), som IMCC, helt ekstraordinært har doneret penge til. Det var virkelig en oplevelse!
Vi startede ud mandag morgen med en møde bl.a. med cheflægen på hospitalet, som hedder intet mindre end Julio Cesar, men er en meget flink mand, som startede med at holde en lille tale, hvor han bød Søren og jeg velkommen til San Lucas, og takkede os, fordi vi kom hertil for at arbejde frivilligt. Man skal nok lige vænne sig til bolivianernes overdådige måde at holde tale på, men det giver godt nok også god selvtillid  :).
Vi er begyndt at lære hvad vores arbejde skal gå ud på det næste år - og det virker allerede nu spændende, så vi glæder os begge to til at fortsætte arbejdet på mandag, hvor vores bolivianske ansatte kommer tilbage fra deres fridage. De har, ligesom os, otte fridage i løbet af en måned. Danskerne vælger oftest at bruge fridagene i weekenderne, hvor bolivianerne oftest vælger, at samle dagene, fordi de bor i andre byer end San Lucas, og skal bruge 3-4 timer på at køre hjem til deres familie.
Det er meget dejligt afslappende at være her i San Lucas, og vi har allerede vænnet os til den ret gode livsstil med siesta, lækker mad og gode film hver aften.

-Stine

1. fødselsdag i Bolivia

 Sidder på min fødselsdag i Sucre. Solen skinner udenfor fra en fuldstændig overvældende blå himmel.

Vi sidder alle 4 med hver vores arbejde. Søren sidder og skriver på vores første artikel, Nicola sidder og får styr på forskellige dokumenter og Andreas er i gang med et ”fagbrev”, der skal sendes hjem til dem der sidder i Boliviagruppen i Danmark. Jeg selv er lige blevet færdig med spansklektierne til i dag, og har nu 2,5 timer til Søren og jeg skal til vores anden spanskundervisning-dag.

Varmen fra gasovnen er med til at skabe en stemning af ro, salighed og mæthed efter et fantastisk morgenmåltid.

Jeg blev i dag vækket med skønsang, raslende flag og gaver på sengen. De tre andre havde lavet lækker brunch med alt hvad man kunne ønske sig: yoghurt med frugt og bær, hjemmebagte boller, varm kakao, te, kaffe og hjemmebagt brunsviger.

Så alt i alt er dette starten på en super dejlig fødselsdag. 

NOAHs ark

Efter 12 dage i La Paz med forskellige gøremål, afslapning og oplæring i La Paz’s hektiske, men også fantastisk levende virvar, vendte vi snuden mod Sucre. Det er normalt en ca. 10 timers tur, som både strækker sig over sletter og bjerge, men det skulle vise sig at blive en noget længere tur end forventet.

Vi forlod Milton Hotel kl. 9.30 om morgenen, og begyndte på at klatre ud af La Paz’s morgentrafik. Det gik over alt forventning, og vi var i vældigt godt humør, indtil vi mødte nogle modkørende bilister i vores kørebane –spøgelsesbilister – troede vi. Dem er der en del af i Bolivia, for hvis nu det er nemmere at tage den modsatte bane, så gør man da bare det – no problema!

Så vi kørte forsigtigt videre forbi bilisterne, indtil vi ankom til, hvad der viste sig at være forklaringen på bilernes svar på laks: VORES FØRSTE BLOKADE.

Bolivianere er ligesom mange andre sydamerikanere rigtig gode til at kræve deres ret, og her foregår det med blokader.  Man afspærrer vejene ind til en større eller mindre by (i dette tilfælde den største), for så at sikre, at intet kommer ud og intet kommer ind. Med dette ønsker demonstranterne at opnå ændringer af det, de er utilfredse med, hvilket selvfølgelig sjældent forekommer.

Vi stod altså foran en blokade, og dem skal man ikke bryde – især ikke som ”gringos”, så vi vendte om i håbet om at finde en anden vej ud af La Paz. Vi kørte derfor ind i boligområderne i El Alto (den øvre del af La Paz). I det netværk af grusveje prøvede vi flere steder at finde en fri vej, men hvert sted blev vi mødt af forskellige vejspærringer lige fra en flok af mennesker, over en snor spændt mellem en bil og en sten vogtet af en familie, til to børn med en snor imellem sig. Lige meget hjalp det – vi kunne ikke finde en udvej.

Vi var lige ved at opgive, og bare køre tilbage til La Paz for at blive, til blokaden var overstået, men midt i vores frustrationer og efterhånden lette nervøsitet vidste der sig en udvej. Vi så nogle trufi’s (en minibus, som bruges som offentlig transportmiddel internt i La Paz og mellem forskellige byer). De var ved at spørge om vej hos nogle lokale, hvilket vi også udnyttede i situationen. Vi fandt ud af, at den ene af trufi’erne skulle til Ororu, som er en by man skal igennem for at komme til Sucre.

”NOAH” – Trufi’en som blev vores ark. Vores redning!

Vi fulgte efter den hele vejen, for NOAH – den kunne finde vej! Vi fulgte den af snørklede veje, over jernbanespor og igennem nye boligområder. Vi mistede den af syne en gang imellem, hvilket genudløste den føromtalte nervøsitet, men der gik sjældent lang tid, før vi igen kunne se dens sølvgrå farve glinse i solen.

Og pludselig inden vi så os om, var vi på hovedvejen til Oruro -  uden en eneste blokade i syne.

Vi takkede NOAH’s ark for al dens hjælp, og kørte fredeligt mod Sucre.

Vamos

29 timers fly inkl. 2 timers forsinkelse i Madrid, og så ankom vi endelig d. 1.juli 2011 til La Paz, hovedstaden i Bolivia hvor vi skal tilbringe de næste 14 måneder.

Efter papirarbejde forbundet med en manglende kuffert, entrerede vi Bolivias grund, hvor Nicola og Andreas stod og tog godt imod os. Nicola og Andreas har boet i Bolivia i et år, og det er deres arbejde vi skal ned og overtage.

La Paz er en fantastisk by! Det er et imponerende syn, at se ud over byen, når man kører fra lufthavnen i El Alto, og kan se ud over den storslåede by som beklæder bjerge og dale.

Vi blev indlogeret på Hotel Milton, hvor der hver dag – i alle døgnets vågne timer - bliver poleret gulv af Coco alá Pippi-style, og hvor de efterhånden kender os så godt, at nøgler findes frem så snart vi kommer tilbage til hotellet efter et ærinde. Her vågner vi hver morgen til sol og lyden fra den vågne by.

Den første aften var vi lidt trætte, og klarede ikke meget andet end at spise lidt mad og købe et par skoJ... Luften er meget tynd i byen, som ligger i 3800-3900 meters højde.

Dagen efter pakkede vi bilen og kørte til Sorata. Her skulle vi på overlapstur, som er en tur, hvor ”de gamle” (Nicola og Andreas) og ”de nye” (os) har et par dage sammen i Bolivia, hvor man lærer hinanden lidt bedre at kende, og får en super fælles oplevelse.

Sorata er en lille by, men hvor der er rigtig gode trekkingmuligheder. Hvilket vi så også udnyttede til den første hele dag at vandre op til en drypstenshule, hvor man i en knirkende vandcykel kunne sejle ud på en underjordisk sø, helt uden at skræmme de flagermus der levede i hulen. Dagen efter havde vi hyret en guide, som, efter hvad vi kan forstå, meget boliviansk kom 12 min for sent, og mente absolut at vi havde aftalt at mødes kl. 7.12.

Claudio, guiden, viste sig dog at være en rigtig god guide, som kendte sin vej igennem de snoede stier og over mosede områder i bjergene. Og trods det grå vejr på vej op, fik vi den smukkeste udsigt af sneklædte bjerge, ørne/gribbe, bolivianske marker og de flotte bolivianske farvestrålende klæder.

Claudio fortalte, om Soratas storhedstid inden 2003, hvor byen bugnede af trekkende turister, bl.a. grundet en suspekt tysk hotelejer, som havde organiseret flere lokale bolivianere som guider i området. I 2003 opstod en demonstration lavet af utilfredse landmænd, som gik helt galt. Der var flere turister fanget i byen, og tyskeren valgte derfor at ringe til politiet, for at få turisterne ud af byen. Det lykkedes også, men landmændene og politiet endte i væbnet konflikt, hvor flere landmænd og ”tilskuere” blev dræbt. Herefter faldt populariteten drastisk, og er først nu ved at vende tilbage igen.

Vi boede på et rigtig hyggeligt lille hotel, som blev holdt af en tysk kvinde. Vi blev vartet op med te og kaffe på værelset ved filmaftener og morgenmad kl. 6, da vi skulle mødes tidligt med vores guide.

Det var altså en yderst vellykket overlapstur, som sent vil gå i glemmebogen.

Tilbage i La Paz igen, hvor vi landede om tirsdag d. 5., gik jagten på akkreditering og kampen mod det bolivianske bureaukrati... troede vi. For selv om tidligere overlap i Bolivia har været slemt belastet af, at mange papirer skulle afleveres de rigtige steder til de rigtig mennesker, og konstante remindere til diverse ansatte hos udenrigsministeriet, har vi slet ikke oplevet dette.

Kun første dag, hvor vi rendte La Paz’ gader tynde i jagten på den rigtige størrelse skrivemaskine, oplevede vi lidt besvær.

De ministerielt ansatte har nærmest hoppet og sprunget for, at vi kunne få vores papirer igennem. Vi oplevede ligefrem, at en embedsmand, som skulle klare vores visum løb efter os, efter vi var gået ud af udenrigsministeriet, for at få fat i papirerne, så han kunne vente 2 timer (til kl. 18.30) på, at den mand der skulle godkende vores visumansøgning, skulle komme ud fra et møde, så vi kunne få vores visum så hurtigt som muligt.

Så vi har det absolut bedste indtryk af bolivianerne på nuværende tidspunkt.

De sidste par dage i La Paz, inden vi tirsdag d.12. drager til Sucre, kommer til at gå med hygge, afslapning, afhentning af diverse kort og stempler samt mødes med Sørens veninde Stine fra efterskolen, som er i Bolivia i denne tid.

Hermed lidt om den første tid i Bolivia.

Un abrazo fuerte

Stine