Søndag i Sucre

Hvis I vil direkte til billederne kan I klikke her, ellers værsgo og læs.

Vi sidder i Sucre i vores lejlighed. Der er helt stille i byen, fordi i dag er der valg. Det er ikke et vigtigt valg for bolivianerne – de skal vælge dommere til højesteretten, men alle butikker er lukkede, og der er næsten ikke en sjæl på gaden. Salget af alkohol har været forbudt i tre dage nu, og vil først blive åbnet igen i morgen til formiddag (som de informerer om på skilte i supermarkederne). Vi var ude og gå i morges, i håbet om, at vi kunne finde en cafe, hvor Søren kunne se Arsenal vs. Sunderland, fordi vi tænkte, at i denne turistede by burde der være en cafe der er åbent, men nej – det eneste der er åbent er nogle enkelte gadehandlere. Det var virkelig som at være ”Palle alene i verden”. Utroligt at en by der normalt er så livlig, kan være så tom og stille som i dag.

Vi er derfor endt herhjemme i lejligheden med hver en kop kakao og en computer på skødet for at lave lidt arbejde – jeg har skrevet en artikel og Søren har ordnet papirer som skal være klar til de to nye (Christoffer og Katrine) kommer herned, og skal indskrives i det bolivianske system.

Det er dagen inden vores forældre kommer ned og besøger os – og vi glæder os ret meget til endelig at kunne vise vores hjem frem til nogen hjemmefra.

Der er både sket rigtig meget og meget lidt i løbet af den sidste tid.

Det er efterhånden blevet hverdag for os i San Lucas – hvilket er dejligt.

Sundhesfestival i Acchilla
Vi har været til en sundhedsfestival i en meget smuk by, som hedder Acchilla. Sundhedsfestivaler er en begivenhed der foregår i stort set alle byer. Den går ud på, at folk fra området kommer og sætter boder op, hvor de sælger deres håndværk. Der bliver holdt en masse taler, danset og underholdt. De traditionelle behandlere, som vi arbejder med, har også en bod, hvor de præsenterer de produkter de bl.a. har fremstillet på vores kurser. Og så bliver der spist og drukket en masse. Vi ankom kl. 11 med Elio og to kogekoner (da Elio samtidig skulle holde kursus for de traditionelle behandlere), og nåede næsten ikke at komme ud af bilen, før vi blev tilbudt Chicha og øl. Chicha er en traditionel boliviansk alkoholisk drink lavet af majs, som mest minder om tynd øl med ren alkohol – meget sjovt at prøve at smage – men ikke kl. 11 om morgenen :).

Vi tilbragte resten af dagen med at gå og kigge på boderne, følge Elios undervisning og se lidt af byen.

Da vi skulle hjem var vejen blevet blokkeret –Der var opstillet et danseshow midt på vejen med tilhørende tilskuere, dertil kom, at to biler på den anden side af danseshowet gerne ville den modsatte vej. Vi måtte vente et kvarters tid, før de to biler kunne smyge sig forbi os, og vi kunne komme af sted. Det var en virkelig god oplevelse at være til feriaen, og vi vil helt sikkert prøve at nå at være med til flere.

Sportsstævne i Villa Charcas

I en weekend var vi med hospitalet til et stort sportsstævne for sundhedssektoren i en masse kommuner, som skulle foregå i en anden kommune inden for samme region. Der blev dystet i futsall (fodbold med kun fem mand på hvert hold, mindre bold, mål og bane), basket (meget forunderligt en meget populær sport i dette land med verdens mindste mennesker - Søren og jeg er høje) og volley. Dertil kom også, at man skulle fremvise en dans, da man ellers kunne man ikke få lov at deltage i sportsgrenene. Lidt interessant fremgang – men vi dansede, ellers kunne vi jo ikke få lov at deltage! Vi stillede op for hospitalet i San Lucas, hvor Søren var med til at spille futsal, og vi var begge med til at danse. Det var lidt specielt at komme til en by, som ikke ser gringos til hverdag. Vi var meget interessante at se på – og interessen blev kun forstærket, da vi dansede, hvor vi iført traditionelt tøj kastede os ud i boliviansk dans, som på den ene side minder lidt om sydamerikansk dans, og dansen af en lettere kikset onkel til familiefester. Altså lidt en blanding af rysten med numsen, gå på stedet og svinge voldsomt med armene, mens man drejer rundt. Vi så åbenbart sjove ud i det traditionelle tøj, for der var ret mange folk der, ville have billeder med os, lidt som med Disneyfigurerne i Disneyland.

Hele weekenden endte også i et jubelskrig, da Søren (sammen med resten af hospitalets futsallhold) vandt futsalturneringen. 2-0 over den kommune, som San Lucas havde kæmpet mod hele weekenden. Det havde godt nok resulteret i to røde kort til San Lucas – et til Oscar (som scorede det første mål) og et til Søren (som scorede det andet mål) – gad vide, om dommerne synes det var unfair, at der blev scoret mål? Det sidste gule kort til Søren, som jo så resulterede i et rødt, blev givet, fordi en person faldt i sit forsøg på at tackle Søren.

Så det var lidt at en succes at være af sted – det har også resulteret i, at Søren nu er blevet endnu mere populær i byen, og selv cheflægen på hospitalet ville have et billede med ham.

Kvindernes dag

Den 11. oktober er det kvindernes dag i Bolivia. Det er en meget vigtig dag for mange, fordi der stadig er kønsdiskrimination og hustruvold her i landet. Det betyder bl.a., at der er festivaler i hele landet, og at der kører taler fra vigtige bolivianske kvinder i radioen hele dagen. Festivalerne minder lidt om sundhedsfestivalerne. Kvinderne fra de forskellige dele af kommunen samles i en by, hvor de præsenterer deres håndværk – ofte vævede stoffer, mad eller broderinger.

Stemningen er fantastisk. Der er en gejst og en opbakning omkring dagen, som er lidt svær at beskrive – men rigtig fed at opleve.

Jeg og fire af vores kvindelige ansatte (Vicky, Virginia og to kogekoner Modesta og Cristina) tog af sted til en festival i en by ikke langt fra San Lucas, for at være med til festivalen, men også for at repræsentere IMCC, da vi støtter kvindegrupper fra kommunen i at mødes.

Vi ankom som nogle af de første, og satte boden op, og et par timer efter gik eventen i gang med de obligatoriske otte taler, som SKAL foregå når bolivianere samles. Egentlig en meget sjov måde at starte forskellige events (møder, festivaler, fester ect.) på, det gør, at eventen føles lidt mere betydningsfuld (også selvom man nogle gange godt kan bruge 1,5 time på at sige velkommen). Jeg blev hurtigt trukket med ud på midten af festivalpladsen, hvor autoriteterne sad bagved borde, og tænkte ”shit, nu skal jeg så holde min første rigtige lange tale på spansk”, så jeg begyndte, at forberede mig på hvad jeg skulle sige: først huske at takke autoriteterne fra de forskellige steder –så sige god eftermiddag til alle der er kommet – takke for invitationen, og sige noget om at det er en vigtig og smuk dag – og så takke af. Jeg kørte talen igennem igen og igen i mit hovedet, for ikke at glemme noget. Men men men… typisk, når man endelig er klar til at sige noget – så stoppede talerne, uden at jeg skulle holde tale, og jeg havde slet ikke behøvet at bekymre mig. Så jeg gik fra min plads til vores bod, i god tro, om at mine mere offentlige forpligtigelser var overstået, men pludselig fik jeg stukket et stykke papir i hånden. Jeg forstod ikke helt, hvad det var i starten, men fandt ud af, at jeg skulle agere dommer i en konkurrence om hvilken landsby, der havde lavet det flotteste håndværk. Vi skulle bedømme dem inden for teknik, fremstilling af figurer, ægteheden i deres materialer og hvordan de præsenterede deres produkter.

Mine meddommere viste sig at være fra henholdsvis byrådet, regeringen og formanden for den vigtigste organisation i kommunen (La Central), så jeg følte mig rigtignok vigtig. Det var en ret sjov oplevelse at skulle vurdere produkterne, hvilket jeg overhovedet ikke kunne finde ud af. Jeg synes alle produkterne var meget smukke, flot præsenterede og jeg er endnu ikke så ferm i kunsten at mærke, hvornår noget er ægte llamauld, uld eller et blandingsprodukt. Så jeg måtte flere gange snyde lidt, og kigge over skulderen på mine meddommere – den ene var en mand, som desværre garanteret vidste lige så lidt om håndværk, som jeg gjorde, men den anden var en kvinde, som havde sin personlige hjælper med, som viste sig at være lidt af en ekspert. Så jeg tror, jeg klarede mig ok igennem uden at det blev opdaget – det var i hvert fald ikke så tit, jeg havde bedømt meget anderledes end de to andre. Så det endte med, at vi var enige om hvem der havde fortjent at vinde.

NGO-møde i Sucre

Vi tog til Sucre allerede den 11. om aftenen. (Her kommer lige lidt arbejdssnak) Vi er i gang med at få samarbejdsaftaler igennem med de sidste instanser. Vi er lige påbegyndt en ny fase, og derfor er alle vores tidligere aftaler udløbede og skal fornyes.

Vi var blevet indkaldt til NGO-møde med sundhedsministeriet (SEDES) i Sucre, som skulle foregå den 13.-14. oktober, og vi ville denne forbindelse prøve at få underskrevet samarbejdsaftalen med SEDES inden mødet. Vi mødte derfor op ved SEDES bygninger den 12., for at finde ud af, at der var lukket hele dagen, grundet at Evo (præsidenten) var i byen. Hmm… Det sker ofte, at planer skal modificeres eller droppes i det her land.

Dagene efter var vi til møde med NGO’erne. Det føltes ret vildt at sidde som lille NGO blandt de store som USAID, UNICEF, PLAN ect., og skulle planlægge hvordan NGO’er skal forholde sig til de forskellige gældende sundhedspolitiske programmer i landet. Endnu mere overvældende er det, når man sidder - og ikke har sagt noget – fordi man er man er nervøs for at deltage i så komplekse diskussioner på spansk -og så bliver IMCC nævnt som forgangseksempel på to ret vigtige punkter – og IMCCs metoder bliver bestemt som fremgangsmåde for hele regionen.

Lidt sejt og man bliver ret stolt over, at man er udsendt af en organisation som rent faktisk gør en forskel i det her land – nu håber vi bare, at vi kan gøre det lige så godt som de tidligere IMCC’ere.

Nu

Men nu sidder vi, efter 20 arbejdsdage i træk, og er lidt trætte. Vejret for tiden er dejligt – minder meget om en rigtig god dansk sommer – med lune aftener og varme dage. Det bliver dejligt at holde lidt ferie med vores forældre. Jeg glæder mig til at være lidt turist i dette her smukke land – og vi glæder os til at se vores forældre.

Håber, at I alle har det rigtig dejligt hjemme i DK. 

- Stine