Vamos

29 timers fly inkl. 2 timers forsinkelse i Madrid, og så ankom vi endelig d. 1.juli 2011 til La Paz, hovedstaden i Bolivia hvor vi skal tilbringe de næste 14 måneder.

Efter papirarbejde forbundet med en manglende kuffert, entrerede vi Bolivias grund, hvor Nicola og Andreas stod og tog godt imod os. Nicola og Andreas har boet i Bolivia i et år, og det er deres arbejde vi skal ned og overtage.

La Paz er en fantastisk by! Det er et imponerende syn, at se ud over byen, når man kører fra lufthavnen i El Alto, og kan se ud over den storslåede by som beklæder bjerge og dale.

Vi blev indlogeret på Hotel Milton, hvor der hver dag – i alle døgnets vågne timer - bliver poleret gulv af Coco alá Pippi-style, og hvor de efterhånden kender os så godt, at nøgler findes frem så snart vi kommer tilbage til hotellet efter et ærinde. Her vågner vi hver morgen til sol og lyden fra den vågne by.

Den første aften var vi lidt trætte, og klarede ikke meget andet end at spise lidt mad og købe et par skoJ... Luften er meget tynd i byen, som ligger i 3800-3900 meters højde.

Dagen efter pakkede vi bilen og kørte til Sorata. Her skulle vi på overlapstur, som er en tur, hvor ”de gamle” (Nicola og Andreas) og ”de nye” (os) har et par dage sammen i Bolivia, hvor man lærer hinanden lidt bedre at kende, og får en super fælles oplevelse.

Sorata er en lille by, men hvor der er rigtig gode trekkingmuligheder. Hvilket vi så også udnyttede til den første hele dag at vandre op til en drypstenshule, hvor man i en knirkende vandcykel kunne sejle ud på en underjordisk sø, helt uden at skræmme de flagermus der levede i hulen. Dagen efter havde vi hyret en guide, som, efter hvad vi kan forstå, meget boliviansk kom 12 min for sent, og mente absolut at vi havde aftalt at mødes kl. 7.12.

Claudio, guiden, viste sig dog at være en rigtig god guide, som kendte sin vej igennem de snoede stier og over mosede områder i bjergene. Og trods det grå vejr på vej op, fik vi den smukkeste udsigt af sneklædte bjerge, ørne/gribbe, bolivianske marker og de flotte bolivianske farvestrålende klæder.

Claudio fortalte, om Soratas storhedstid inden 2003, hvor byen bugnede af trekkende turister, bl.a. grundet en suspekt tysk hotelejer, som havde organiseret flere lokale bolivianere som guider i området. I 2003 opstod en demonstration lavet af utilfredse landmænd, som gik helt galt. Der var flere turister fanget i byen, og tyskeren valgte derfor at ringe til politiet, for at få turisterne ud af byen. Det lykkedes også, men landmændene og politiet endte i væbnet konflikt, hvor flere landmænd og ”tilskuere” blev dræbt. Herefter faldt populariteten drastisk, og er først nu ved at vende tilbage igen.

Vi boede på et rigtig hyggeligt lille hotel, som blev holdt af en tysk kvinde. Vi blev vartet op med te og kaffe på værelset ved filmaftener og morgenmad kl. 6, da vi skulle mødes tidligt med vores guide.

Det var altså en yderst vellykket overlapstur, som sent vil gå i glemmebogen.

Tilbage i La Paz igen, hvor vi landede om tirsdag d. 5., gik jagten på akkreditering og kampen mod det bolivianske bureaukrati... troede vi. For selv om tidligere overlap i Bolivia har været slemt belastet af, at mange papirer skulle afleveres de rigtige steder til de rigtig mennesker, og konstante remindere til diverse ansatte hos udenrigsministeriet, har vi slet ikke oplevet dette.

Kun første dag, hvor vi rendte La Paz’ gader tynde i jagten på den rigtige størrelse skrivemaskine, oplevede vi lidt besvær.

De ministerielt ansatte har nærmest hoppet og sprunget for, at vi kunne få vores papirer igennem. Vi oplevede ligefrem, at en embedsmand, som skulle klare vores visum løb efter os, efter vi var gået ud af udenrigsministeriet, for at få fat i papirerne, så han kunne vente 2 timer (til kl. 18.30) på, at den mand der skulle godkende vores visumansøgning, skulle komme ud fra et møde, så vi kunne få vores visum så hurtigt som muligt.

Så vi har det absolut bedste indtryk af bolivianerne på nuværende tidspunkt.

De sidste par dage i La Paz, inden vi tirsdag d.12. drager til Sucre, kommer til at gå med hygge, afslapning, afhentning af diverse kort og stempler samt mødes med Sørens veninde Stine fra efterskolen, som er i Bolivia i denne tid.

Hermed lidt om den første tid i Bolivia.

Un abrazo fuerte

Stine