NOAHs ark

Efter 12 dage i La Paz med forskellige gøremål, afslapning og oplæring i La Paz’s hektiske, men også fantastisk levende virvar, vendte vi snuden mod Sucre. Det er normalt en ca. 10 timers tur, som både strækker sig over sletter og bjerge, men det skulle vise sig at blive en noget længere tur end forventet.

Vi forlod Milton Hotel kl. 9.30 om morgenen, og begyndte på at klatre ud af La Paz’s morgentrafik. Det gik over alt forventning, og vi var i vældigt godt humør, indtil vi mødte nogle modkørende bilister i vores kørebane –spøgelsesbilister – troede vi. Dem er der en del af i Bolivia, for hvis nu det er nemmere at tage den modsatte bane, så gør man da bare det – no problema!

Så vi kørte forsigtigt videre forbi bilisterne, indtil vi ankom til, hvad der viste sig at være forklaringen på bilernes svar på laks: VORES FØRSTE BLOKADE.

Bolivianere er ligesom mange andre sydamerikanere rigtig gode til at kræve deres ret, og her foregår det med blokader.  Man afspærrer vejene ind til en større eller mindre by (i dette tilfælde den største), for så at sikre, at intet kommer ud og intet kommer ind. Med dette ønsker demonstranterne at opnå ændringer af det, de er utilfredse med, hvilket selvfølgelig sjældent forekommer.

Vi stod altså foran en blokade, og dem skal man ikke bryde – især ikke som ”gringos”, så vi vendte om i håbet om at finde en anden vej ud af La Paz. Vi kørte derfor ind i boligområderne i El Alto (den øvre del af La Paz). I det netværk af grusveje prøvede vi flere steder at finde en fri vej, men hvert sted blev vi mødt af forskellige vejspærringer lige fra en flok af mennesker, over en snor spændt mellem en bil og en sten vogtet af en familie, til to børn med en snor imellem sig. Lige meget hjalp det – vi kunne ikke finde en udvej.

Vi var lige ved at opgive, og bare køre tilbage til La Paz for at blive, til blokaden var overstået, men midt i vores frustrationer og efterhånden lette nervøsitet vidste der sig en udvej. Vi så nogle trufi’s (en minibus, som bruges som offentlig transportmiddel internt i La Paz og mellem forskellige byer). De var ved at spørge om vej hos nogle lokale, hvilket vi også udnyttede i situationen. Vi fandt ud af, at den ene af trufi’erne skulle til Ororu, som er en by man skal igennem for at komme til Sucre.

”NOAH” – Trufi’en som blev vores ark. Vores redning!

Vi fulgte efter den hele vejen, for NOAH – den kunne finde vej! Vi fulgte den af snørklede veje, over jernbanespor og igennem nye boligområder. Vi mistede den af syne en gang imellem, hvilket genudløste den føromtalte nervøsitet, men der gik sjældent lang tid, før vi igen kunne se dens sølvgrå farve glinse i solen.

Og pludselig inden vi så os om, var vi på hovedvejen til Oruro -  uden en eneste blokade i syne.

Vi takkede NOAH’s ark for al dens hjælp, og kørte fredeligt mod Sucre.