Her en "lille" opdatering på, hvad der er sket i den sidste måneds tid.

https://picasaweb.google.com/116476183515928672006/Afskedsfest

Vi er for tiden i Sucre, som er ”hovedstaden” i den region vi bor i. Det er en utrolig smuk by, med meget historie. Det er her Simón Bolivár underskrev Bolivias uafhængighedserklæring. En utrolig spændende by. Vores projekt har en lejlighed her i byen, for vi er tit herinde for at ordne forskellige arbejdsmæssige gøremål, da det er herinde mange offentlige instanser er. Vi har vores bank herinde, sundhedsministeriet og undervisningsministeriet er herinde, nutrisionistskolen er herinde, vores mekaniker og den radio vi annoncerer forskellige ting over er herinde. Så der er altid en del ting at tage sig til, når vi er her.

Lige nu er vi herinde primært fordi vi i torsdags (d. 25. August) vinkede farvel til Nicola og Andres, fordi de nu har fuldført deres 14 måneder her i Bolivia, og tager hjem til Danmark i dag efter en lille uges ferie hos Nicolas familie i Santa Crus (den anden største by i Bolivia) – så ja, vi er altså blevet alene på projektet. Så det er spændende hvordan det kommer til at foregå J.

Vi er dog også herinde for at tage endnu en uges sprogskole. Vi kunne kun nå en uge, inden vi skulle ud på projektet i San Lucas, netop fordi vi kun havde i alt to måneders overlap med Nicola og Andreas, og derfor kun to måneder til at få lært så meget som muligt om det arbejde vi skal lave det næste år. Vi har fået de samme undervisere som sidst vi var i sprogskole: Henry, som er meget lille, men altid går i sin seje 80’er biker-læderjakke med røde skuldre, og Orlando, som måske er lidt af en lystløgner – han fortalte i hvert fald til Søren i dag, at han personligt kender Evo Morales (Bolivias præsident), og derfor nok skulle sørge for, at den ambulance vi har prøvet at donere de sidste 2 år, endelig kunne doneres til San Lucas kommune. Men de er meget dygtige undervisere, som udviser lyst til at undervise – hvilket er rigtig dejligt, når man for 1000ende gang beder dem gentage, hvad en kniv egentlig hedder på spansk.

Det almindelige arbejde

Men hvad laver vi egentlig, når vi er i San Lucas. Der er mange der har spurgt, og egentlig er det lidt svært at svare på. Vi synes begge to, at vi har ret travlt, og laver mange ting. Tiden flyver af sted, og vi når næsten ikke hen på kontoret før det er frokostpause, og vi når næsten ikke tilbage til huset inden frokostpausen er overstået, og igen når vi næsten ikke på kontoret inden arbejdsdagen er overstået.

Og hvor er det dejligt! Hvor er det dejligt, at der sker så meget. Hvor er det dejligt, at vi har en masse at tage sig til ( - og hvor er det en lille smule stressende, når vi bare kommer fra vores normale studenter-tilværelse).

Men jeg skal prøve at forklare lidt om hvad vi laver.

Vi starter ud med at møde på kontoret kl.8:30. Kontoret ligger lige overfor hospitalsadministratoren, og skråt overfor cheflægen på hospitalet, så vi er i selskab med nogle fine herre. Vi starter altid arbejdsdagen med at tænke for vores gasovn – for der er hundekoldt på kontoret. Derefter kan arbejdet begynde. Dagen kan gå med forskellige møder, eks. med vores ansatte (enkeltvis eller sammen), hospitalsdirektøren eller rådhuset. Vi tjekker mailen et par gange om dagen, skriver referater fra de forskellige møder. Retter referater andre har skrevet, skriver fagbrev (en opdatering til dem derhjemme, som enten venter på at skulle af sted til Bolivia, eller som er kommet hjem fra Bolivia inden for det sidste år), arkiverer de forskellige referater i vores kæmpestore arkiv, laver regnskab, ringer rundt til forskellige mennesker, laver strategi for de forskellige aktiviteter, tager imod folk der ønsker at ansøge os om forskellige ting, holder os opdateret på hvordan det går på de forskellige aktiviteter, ordner regnskab til vores samarbejdsaftale med rådhuset. Der er en del ting at tage sig til. Det lyder lidt overvældende, hvilket det også kan være til tider, men det er mere ment som et forsøg på at forklare, hvad det egentlig er, vi laver her i Bolivia. Der er nemlig ingen dag der er ens. Der er noget nyt på dagsordnen næsten hver dag, men mens vi har været her, har der især været nogle enkelte store ”aktiviteter” der har været på dagsordnen, POA-forhandlinger og skafning af benzin.

POA

De kommunale budgetforhandlinger som er en kæmpe oplevelse at være med til. Det foregår på den måde, at der inviteres 2 personer fra alle byer i hele kommunen. Derudover inviteres de offentlige institutioner: eks. Sundhedsvæsenet og skolevæsenet, samt de forskellige organisationer (NGO’er) som ønsker ”at få penge på POA’en”, som det hedder, hvilket betyder, at vi viser hvilke økonomiske midler, vi har at give til forskellige tiltag. Og det er også her vi offentliggør, hvor mange penge vi ønsker af kommunen i vores samarbejde med dem. Lige nu har vi kun en samarbejdsaftale i gang om samfinansiering af et projektet, som vi kalder interkulturelsundhed, hvor vores to ansatte tager ud på landet, og underviser de traditionelle behandlere i forskellige sundhedstemaer (eks. Anatomi og faresignaler under fødsler). Dette gøres for, for at de traditionelle behandlere kan opnå større respekt i sundhedssystemet, og ikke mindst for at sikre, at de traditionelle behandlere ved hvornår de ikke har kompetencer til at hjælpe deres patienter, og må sende dem videre til sundhedsposterne. Dette er utrolig vigtigt, fordi den rurale del af befolkningen i Bolivia oftest går til de traditionelle behandlere, når de skal føde eller er blevet syge. Dette kan i nogle tilfælde få fatale konsekvenser, og derfor er det vigtigt, at få sendt nogle patienter videre så hurtigt som muligt. Derudover har accepten af de traditionelle behandlere gjort, at de traditionelle behandlere i år har fået lov til at blive akkrediteret. Det betyder, at de er blevet registreret, hvilket forhåbentlig kan medføre, at man i fremtiden kan undgå plattenslagere som påstår, at de er traditionelle behandlere, som der ellers har været nogle stykker af, hvilket er endt i nogle meget uheldige og sørgelig situationer.

Men tilbage til POA’en  (aktiviteten er et af mine ansvarsområder, så jeg synes det er ret spændende )

Som sagt inviteres der utrolig mange mennesker, som alle sidder i et kommunalt hus med et rum, på størrelse med en mindre gymnastiksal. Alle disse mennesker skal blive enige om det kommunale budget! Hvilket jo er ekstremt demokratisk, men også en utrolig lang og bureaukratisk proces.  Den første dag gik med, at de kommunale instanser fremlægger regnskab for det første halve år af 2011. Her kan folk stille spørgsmål, en mulighed de i høj grad tager imod. Kritiske spørgsmål bliver sagt i mere eller mindre vredt toneleje, på et sprog der er en blanding af spansk og quechua (det traditionelle sprog, som de taler bl.a. her i regionen) med opmuntrende tilråb fra de andre. Et godt billede på hvordan ting foregår i Bolivia. Det er dog også godt at vide, at man er kommet til et land, hvor nogle godt tør stå inde for sine meninger, og det jeg forstod af hvad de sagde, var det ofte nogle meget gode observationer og kritikpunkter. De kritiserede ofte manglende respekt for og manglende økonomiske midler til de fattigste i samfundet og at der generelt var for stor ulighed mellem folk. Forargende var det, at nogle af de offentlige instanser ”ikke kunne finde ud af regne” (?), og fremlage procenter som var helt forkerte (eks. Var 79% af 1.250.000 Bolivianos, 30.000 Bolivianos).

Dagen efter gik med fremlæggelse af de forskellige budgetter for det næste år. Vores præsentation gik godt – Nicola kørte med klatten, og fik de tilhørende med på grin og klap. Sådan som det ser ud nu, har vi fået alt hvad vi ville have. Sørget for at vi har en samarbejdsaftale med rådhuset de næste 5 år. Nu mangler vi bare, at rådhuset skal underskrive aftalen…

Donation af ambulance

Efter køb af nye biler i 2009 ønskede projektet, at donere en af de gamle (ikke så gammel – måske skulle jeg hellere kalde den ældre) biler til brug som ambulance i kommunen. Dette viste sig at være svære end som så. De forskellige bureaukratiske processer, forskellige krav og meget andet har gjort, at bilen nu på andet år stadig står på sin plads på hospitalet uden at kunne bruges. Vi har en advokat som kører sagen for os, og hospitalet og rådhuset har også været med inde over i forsøget på at donere den – men nu kan det jo være, at Evo Morales vil træde til og hjælpe os ;) - så skal der nok komme skub i processen.

Skørt at det skal være så svært at donere noget… 

Benzin

Som et tiltag mod narkoproduktionen i landet har regeringen valgt, at man ikke kan købe større mængder benzin uden først at have en licens. Det er meget vigtigt for os at have benzin, for ellers kan vores medarbejdere ikke komme på landet, og dermed ikke udføre deres arbejde. Problemet er ikke at så meget at få licensen, som det at skaffe en chauffør, som vil køre til Sucre, få godkendt at han henter x antal L benzin, for derefter at køre til en bestemt tankstation og fylde vores dunke op, og til sidst køre med alle dunkene tilbage til vores hus i San Lucas. Afhentningen af benzinen skal nemlig godkendes på et bestemt kontor for hver 4.000 L (ca. 4 mdr. forbrug), og benzinen skal afhentes på samme, godkendte benzintank hver gang.

Det gør arbejdet lidt mere besværligt end ellers, men man kan ikke bebrejde regeringen for at ville af med narkoproduktionen.

Vores medarbejdere

Vi har ansat 9 medarbejdere i alt. 4 kogekoner, 1 depotbestyrer og 4 medarbejdere med hver deres ansvarsområde. De 4 kogekoner (Doña Antonia, Doña Inocéncia, Doña Cristina, Doña Modesta) tager med ud på landet, når vores ansatte læger holder kurser for de traditionelle behandlere. De laver det lækreste mad, og er utrolig søde! Kalder os piger for lille Nicola = Nicolita og lille Cristine = Cristinita. Vores depotbestyrer Doña Daria var tidligere ansat som syerske på projektet i en nu nedlagt aktivitet, hun har styr på alt, er lidt stille og forsigtig men også utrolig sød.

Vores fire sidste medarbejdere hedder Elio, Wilson, Vicky og Virginia.

Elio og Wilson har været ansat i hhv. seks og et år. De har sammen ansvaret for undervisning af de traditionelle behandlere på landet, men for hver deres område. Elio har primært ansvaret for bjergområderne, mens Wilson primært har ansvaret for dalområderne. Begge to kompetente medarbejdere som er meget velanset hvor de underviser. Meget søde mennesker begge to, men utrolig forskellige.

Elio var i Danmark i sidste sommerferie, hvor vi også nåede at møde ham hurtigt, idet han overnattede en enkelt nat hos os i Odense.

Vicky er vores ældste ansat, forstået på den måde, at hun er den der har været ansat i længst tid, andet ved vi ikke, for hun vil ikke opgive sin alder. Hun har tidligere haft til ansvar at undervise kvindegrupper i sundhed ude på landet, men efter den aktivitet blev lukket ned i foråret, har hun nu ansvaret for en af vores nye aktiviteter, som går under navnet BRICOS. Aktiviteten går ud på, at sende brigader bestående af traditionelle behandlere, sygehjælpere (som arbejder på sundhedsposter rundt omkring i kommunen) osv. ud på landet, så de kan udføre sundhedstjek i selv de fjernest beliggende landsbyer, både for at sikre sundheden i landsbyen ved at lave disse tjek, men håbet er også, at dette betyder, at den rurale befolkning bliver mere tryg ved postpersonalet (som repræsenterer den naturvidenskabeligt tænkende type behandlere), og derved få mere lyst til at opsøge posten i tilfælde af sygdom eller fødsel.

Vicky er et utroligt sødt mennesker, kan dog desværre blive lidt ked af det engang imellem, men lyser op hver gang hun er sammen med sin datter Paula, som hun har adopteret. En utrolig sød og tragisk historie om en kvinde som skulle føde, men fik komplikationer, blev kørt af Elio ind til hospitalet i San Lucas, men døde desværre, barnet overlevede, men faderen havde i forvejen mange børn, og havde svært ved at tage vare på dem alle sammen. Det endte derfor med, at Vicky adopterede pigen, som nu er to år og meget sød. Så lidt af en soltråleslutning på en ellers trist historie.

Virginia er vores nyest ansatte medarbejder. Hun er meget sød og imødekommende. Hun har også et lille barn, det er en dreng, som hedder Ardemar. Virginia har ansvaret for den anden af vores nye aktiviteter, undervisning på folkeskoler. Som i alt sin enkelthed går ud på at undervise børn på 5. og 6. klassetrin i basal hygiejne og andre sundhedstemaer. Aktiviteten går først rigtigt i gang i starten af næste år, så lige nu har hun mest travlt med forberedelserne til aktiviteten. Hun har blandt andet udført en undersøgelse for at finde ud af hvor meget eleverne ved om forskellige emner, og hvilke emner der først skal lægges fokus på i undervisningen. Det skal foregå sådan, at hun er med i hver anden undervisningsgang,  og hver anden undervisningsgang er det den lærer der er tilknyttet klassen der skal undervise. Så det bliver spændende hvordan det kommer til at gå. 

Tarabuco

Søren og jeg var på vores første udflugt bare os to her i søndags, hvor vi tog turen til en lille by ca. 1½ time fra Sucre, som hedder Tarabuco. Byen er i sig selv som sådan ikke så speciel, det er en sød lille by med nogle lidt dramatiske statuer i centrum af byen. Grunden til at mange besøger denne by skyldes især indbyggerne. Mændene i denne by går klædt i store firkantede ponchoer, med et stribet vævet mønster, i mange farver. Derudover har de på hovedet en beklædningsgenstand der minder om den hjelm de spanske soldater havde på, da de først kom til Sydamerika. Hatten er bare beklædt med en form for vasket filt og pyntet med perler og flotte bånd, så noget af det ”farlige” udseende går af hatten.  Kvinderne går med en form for lav løjtnanthat uden skygge. I stedet for har de perler på snor hængende ned foran øjnene som et slags pandehår, og et kort slag som dækker nakken. Det er deres hverdagstøj, og gør dem tydelige at genkende, når man ser dem i andre byer. De er meget flotte.

Derudover er byen kendt for sin vævekunst og søndagsmarked. Farverne i stofferne er ofte mere matte eller enkle end andre steder i Bolivia, og har tit billeder af dyr, fabeldyr og mennesket.

Det blev en lidt lang opdatering …

Håber, at I alle har det godt hjemme i DK.