Den anden side af jorden kalder...

Fodbold er livets salt...

IMCCholdet Søren, Stine, Katrine og Christoffer

Tiden flyver... Et udtryk som vi billiger nu mere end nogensinde. Der har lige været jul og lang tid til Danmarks flæskesteg og snaps, og 1-2-3 besøg senere har vi købt hjemrejsebillet, og ved nu, hvor vi starter i Danmark. Søren i Esbjerg på ortopædkirugisk på kollegieværelse, og Stine på Panum boende hos lillebror på Nørrebro. Ikke det mest optimale scenarie, men en udemærket løsning på et meget flot lodtrækningsnummer til basislæge - 410 ud af 426 forløb gør uomtvisteligt tingene noget sværere.

Boogies bolde til skolen i San Lucas

Men men men... Tiden flyver, og der skal ske mange ting, før vi om små to måneder begiver os ud på vores hjemrejse. Når jeg skriver det, så er det fordi, at selvom vi først lander tirsdag den 21. august kl. 15:45, så har vi en køretur på 12 timer, en flyvetur på 27 timer fra La Paz via Santa Cruz via Miami via London til København dagen før og derfra en fiskekutter til Esbjerg på dagen. Eller... Men tilbage til to hektiske måneder. Den 30. juni står Søren på en bjergtop i nærheden af La Paz. Huayna Potosí er 6088 meter højt, og en tre dages bestigning indeholder også et kursus i isklatring og traversering og andre ting, man skal vide før man begiver sig ud på isklædte tinder. Små fire dage senere kommer de to nye danskere, Jonas og Emilie, der skal overtage Stines og mit job for de næste 14 måneder. De har en måned på sprogskole alt imens, Stines brødre kommer på besøg og afholder både Stines, Lasses, Katrines og Jonas’ fødselsdag. Inden det sker kommer et muligt bryllup i Santa Cruz. Oveni det hele er der selvfølgelige det vigtigste, arbejdet, der også skal passes. Der er en masse ting, der liiiige skal afsluttes, inden vi tager afsted, hvis de ikke skal overlappes til de nye.

Fodboldlektioner til Bolivia

Til slut har vi lige inden afrejse et meget vigtig AFSKEDS/velkomst-FEST (velkomst til Jonas og Emilie), der skal afholdes den 17. august, hvor vi afholder et lille fodboldstævne på dagen og inviterer alt og alle til kogekonemad, og alt det singani-punch de kan drikke. Vi går ud med et knald...



En anden meget vigtig beretning som ikke er kommet op på bloggen er Kenneth ”Hito” Andersen og Kasper ”Boogie” Trezequets besøg, der tog Buenos Aires og Bolivia med storm i 16 tempofyldte dage, hvor ’De 3 Musketerer’ var samlet igen efter lang tids adskillelse.

Hito og Stine på Puente de Mujer

De kom til Buenos Aires en flot fredag og betalte en taxachauffør med én af de 21 bolde, som Kasper havde skaffet gennem sin butik, Sportigan i Korsør, hvor han er butiksleder, til de fattige bolivianske børn. Ydermere havde de købt gaver til os i form af leverpostej, honning, aviser og makrel, hvilket var i ekstrem høj kurs. Og så kunne vi ellers nedlægge hektiske Buenos Aires. Det var en tur, der bød på en fanatisk fodboldkamp med River Plate på Estadio Monumental, et kødhelvede på havnen med kvalitets all-you-can-eat på Siga la Vaca, nogle fantastiske byture i Palermokvarteret, nogle intense melongatimer i tango nær verdens bredeste boulevard Avinida 6 de julio og en masse kolde Quilmes, som holdte ganerne våde mens vi mindedes de gyldne tider, hvor BK Sydlangeland rykkede i serie 1.

Stine schysser på Eva Peron ved Casa Rosada

Efter fem fantastiske dage i Buenos Aires tog vi bussen i 30 timer til grænsen og 10 timer i bilen hjem til San Lucas med to meget lidt kæphøje ”bjergtagede” (læs højdesyge) drenge. I San Lucas blev ’De 3’ og Christoffer hurtigt kongerne af futsallbanen, og satte kronen på værket ved at tæve de lokale politibetjente og vinde 2 liter cola med det ene mål vildere end det andet i en 10-målsmassakre. Langelandsk fodbold lever stadig, og det lugter af Oldboys oprykning, når vi samles igen om 30-40 år.

Manden med de mange bolde ved San Lucasskiltet

På vej tilbage til Buenos Aires tog vi via sølvminen i Potosí og saltørkenen i Uyuni og tog mange flotte fotos, der dog bør undgåes af sarte sjæle. Til slut tog vi via Tupiza, hvor Butch Cassidy og The Sundance Kid så deres endelige, og ligeledes var det afslutningen for Iceman, Maverick og Goose, da de grådkvalte, men glade oven på et dejligt gensyn fyldt med mange utrolige oplevelser.

Jeg er virkelig glad for deres besøg, og jeg ved, at den anden side af verden også har gjort indtryk på dem. Tusind tak drenge – I er guld værd...

Skoleundervisningsholdet på vej til Piruani

Flere billeder på: https://picasaweb.google.com/116476183515928672006/BoysWithToys?authuser=0&authkey=Gv1sRgCPrR3Ju0g-C1rwE&feat=directlink

Så kom Helle og Lars...

La Koa i Uruchini med Helle og Lars

Den 15. april landede Helle og Lars i San Lucas. De var ankommet i hovedstaden La Paz et par dage i forvejen, og var kørt derfra med Katrine og Christoffer til San Lucas. Katrine og Christoffer var alligevel i La Paz for at aflevere hendes forældre med flyet.

NINJournAlist

De første par dage Helle og Lars var i San Lucas gik mest med planlægningsmøder for at afklare hvad der skulle ske imens de var her, og med at filme lidt fra området til den film som de også skal udarbejde. De fik gået nogle lange ture rundt i byen, og fik hilst på diverse ansatte og andre bekendte i byen. Derudover fik Lars interviewet os alle til et studietillæg, hvor han vil skrive lidt om det at være frivillig udsendt. D. 20. april skulle vi på det første kursus de skulle overvære. Det var et kursus indenfor den aktivitet, som hedder sundhedsundervisning i folkeskolerne, og går ud på, at vores ansatte og eksperter inden for forskellige områder underviser i sundhed til lærer i kommunen. Lærerne underviser så denne nye lære videre til deres elever. Det er en helt nyopstartet aktivitet, og der var derfor første gang der var danskere med ude til undervisning, så vi var også spændte på, hvordan det hele kom til at forløbe. Det var egentlig meningen, at vi alle fire danskere, der er på projektet for tiden, skulle være taget med ud. Men desværre var begge drengene syge, da vi vågnede om morgenen, så det var kun Katrine og jeg der tog afsted. Det var en lidt slem vej derud, der var meget smal og med en del løse sten, så det var heldigt, at Katrine var sådan en god chauffør. Landsbyen vi skulle ud til hedder Buena Vista, som betyder smukt syn, hvilket det også var. Byen ligger på en bjergskrænt lige ved siden af en et andet bjerg, så der var et smukt syn ud over markerne på det andet bjerg. Kurset gik rigtig godt, på trods af nogle glemte kabler, som blev erstattet af en ledning uden han/hun-stik, og en motor der larmede en anelse. Vi fik afsluttet det hele med et interview med Cristina, vores ansatte som står for aktiviteten. Kurset foregik over to dage, så vi sov en nat i telt, som var lidt koldt, men der er nu ret hyggeligt at sove i telt.

Lars smager kanelsinga

Dagen efter vi kom hjem fra dette kursus skulle vi afsted på et nyt kursus. Denne gang kun med Søren og jeg på et af de kurser vi afholder for de traditionelle behandlere der er i kommunen. Det viste sig at gå til den by, hvor Singanien (meget stærk Tiquila-agtig alkohol) blev opfundet. Dette påstod de ihvertfald. Men det resulterede i, at vi fik tilbudt diverse variationer af singani, bl.a. en jordnøddedrik. Mens vi ventede på at drikkene blev klar, fik Lars og jeg os en god snak med Elio, som bl.a. kunne fortælle, at der var tre måder man kunne blive traditionel behandler på. Den ene er, at man arver det fra sine forældre eller bedsteforældre. Den anden er, hvis man fødes med benene først. Og den tredie er, hvis man er på et bjerg, og et lyn slår ned i én, men man overlever. Hvis man oplever en af disse tre, skal man være traditionel behandler. Jeg spurgte, hvor mange i San Lucas kommune der egentlig var traditionelle behandlere på baggrund af, at de havde overlevet at blive ramt af et lyn. To, svarede han... Det er ikke hver gang man stiller et spørgsmål her i Bolivia, at man får det svar man havde forestillet sig.

Sidste dag startede de traditionelle behandlere ud med at udføre et ritual, som skal medføre held til de tilstedeværende. Det foregår ved, at de afbrænder en masse konfetti sammen med kokablade og f.eks. små fotokopier af en dollarseddel. Derefter skal den hellige person sige en remse over den rygende masse, og ringe med en klokke. Som afslutning skal han hælde singani og vin i en cirkel rundt om det rygende konfetti, og så tage en tår af det alkohol han lige har hældt af. De folk der er tilstede skal ligeledes hælde alkohol i en bestemt retning rundt om afbrændingstedet, og tage en tår bagefter – para Pacha Mama. Et rigtig fint ritual, som betyder meget for mange bolivianere.

Helle sætter telt i Uruchini

Denne gang blev det hele afsluttet med sang, charangospil og dans. Charango er den lille guitar, som de spiller meget på hernede. De havde alle taget fint traditionelt tøj på, og inden dansen fik vi alle fire danskere nogle af deres traditionelle klæder på, og blev trukket med ind i dansen. En rigtig hyggelig måde at starte et kursus på. I løbet af kurset skulle de traditionelle behandlere udarbejde noget medicin, og i løbet af den tid kunne Lars lige nå at lave interviews både med Elio og med to traditionelle behandlere.

Det blev lidt af et oversættelsesarbejde, da de to traditionelle behandlere bedst kunne formulere hvordan deres arbejde er på Quechua, som er det indianersprog de taler her i kommunen. Dette skulle oversættes til spansk, så Søren kunne oversætte det videre til dansk, således at Lars kunne bruge det.

Efter at kurset var endt, satte vi os alle ud i bilen for at køre hjem – men lige inden vi forlod landsbyen kom en kvinde løbende ud til os; vi skulle da lige have en tår singani med på rejsen. Helle, Lars og jeg tog hver en tår, og gav hende koppen tilbage. Men dette var ikke godt nok. Søren skulle jo også have! Det tog os nogle minutter inden vi fik hende overbevist om, at det ikke var så godt, at Søren fik noget af singanien, da han skulle køre hjem. Han kom heldigvis fuldstændig ædru derfra, og vi kunne begynde den fine tur hjem til San Lucas.

Dagen efter kørte vi til Sucre, for at kunne sætte Helle og Lars på en bus d. 25. april, så de kunne nå til La Paz til en aftale Lars havde med den danske ambassadør i Bolivia, og så selvfølgelig deres fly hjem til Danmark. Det var dejligt med et par fridage til ren hygge i Sucre med de to, for der havde ikke været meget tid tilovers til det, mens de var i San Lucas.

Nu venter vi spændt på de artikler Lars er ved at udarbejde, samt den film de begge er ved at klippe. Det lyder som om, at der er noget godt i vente. Der kommer annoncering på nettet, når vi ved udgivelsestidpunktet, som vi formoder er tirsdag den 26. august - se www.metroxpress.dk

Flere billeder på: https://picasaweb.google.com/116476183515928672006/JournalistbesG?authuser=0&authkey=Gv1sRgCN3BrY7QsYiTYw&feat=directlink
 

Fra ambassadebesøg til Jungle-Boy og Jungle-Man

Efter næsten to måneder uden opdateringer på bloggen, kommer der hermed en lidt lang opdatering på, hvad der er sket siden sidst.

Præsentation på ambassaden

Efter at have forsøgt at få lov at holde et oplæg på den danske ambassade i La Paz i slutningen af februar (som ikke kunne lykkedes grundet den mindre detalje, at den danske udviklingsminister var på besøg i landet), fik vi mulighed for at holde oplægget i midten af marts i stedet for. Dette passede perfekt, da vi alligevel skulle til La Paz i anledningen af, at Esben og hans kæreste Mia skulle ankomme til La Paz d. 18. marts. Med en pakket bil, fyldt med tasker, medarbejdere og en lille Paula, kørte vi mod La Paz, kun med et enkelt stop i Potosí for at spise frokost og aflevere Paulita (lille Paula) hos hendes tante. Derefter tog vi det lange træk mod La Paz, og ankom der om aftenen efter mørkets frembrud, hvilket betyder, at idet man kører op over en bakke på vej ind i El Alto, får man den smukkeste udsigt ud over den skinnende, lyse by, som ligger som et hvidt og gult tæppe over bjerget, og forsvinder ned i dalen.

Vi tjekkede ind på det vante Hotel Milton, hvor Coco som altid var der til at tage vel imod os. Vi lavede en vellykkede præsentation dagen efter, med god feedback fra de ansatte på ambassaden, og med gode kontakter. Blandt andet fik vi kontakt til FN, som havde noget undervisningsmateriale vi kunne bruge til vores nyopstartede aktivitet; sundhedsundervisning i skolerne. Det var noget af en oplevelse at blive lukket ind på deres kontor, og få lov at rode igennem  deres materiale.

Besøg fra Danmark; Esben og Mia

Efter et par dage med lidt arbejde i La Paz, blev det endelig weekenden, hvor Esben og Mia om søndagen skulle lande – en begivenhed som vi, især Søren, havde glædet os rigtig meget til. Vi ankom til lufthavnen, i god tid tænkte vi, kun for at finde ud af, at flyet var landet en halv time tidligere end forventet. Det er efterhånden noget, vi har oplevet et par gange hernede. Hvor alt andet i Bolivia starter minimum en halv time efter planlagt tidspunkt, har de det med at flytte flyene, så de flyver tidligere end planlagt – hvilket nogle gange godt kan være lidt af et problem. Men vi var der heldigvis i tidsnok til at kunne lave et lille skilt med deres navne, og vinke til dem, idet de kom ud gennem porten.

Den første dag gik med ren afslapning. Med lækker morgenmad på El Consulado (konsulatet), som efterhånden er blevet et fast besøgssted, når vi er i La Paz, samt en tur rundt i byen. Dagen efter tog drengene på herretur, hvor de cyklede på  ”the most dangerous road in the world”, mens Mia og jeg tog den mere sikre og behagelige – for ikke at nævne - asfalterede vej til byen Coroico, hvor vi ventede på drengene. Vi overnattede der, og begyndte dagen efter den laaaaaaange tur til Rurrenabarque = byen i junglen. Vi havde godt hørt, at det var en lidt slem tur, men havde ikke regnet med, at den skulle vise sig nogle steder at være værre end ”the most dangerous road in the world”. Turen var utrolig smuk, med grønne bruske, smukke blomster og flotte fugle og sommerfugle på hele turen, så selv jeg med min højdeskræk kunne nyde noget af turen. Den skal egentlig tage omkring 10 timer, men blev forlænget med seks, idet der – hvilket vi ikke havde fået at vide inden – viste sig, at være vejarbejde på hele strækningen, og som betød, at vejen var lukket mellem kl. 8 og 12, og igen mellem 14:30 og kl. 18. Vi var derfor utroligt glade for de lydbøger og det bezzerwisser, Mia og Esben havde bragt med fra Danmark. Da vi endelig var sikkert fremme kl. 2 om natten bookede vi os ind på hostellet. Det viste sig, at være et ret lækkert sted, med hængekøjer ude foran vores værelser.

Junglen

Den første dag i junglen brugte vi i det område. der hedder pampas. Her sejler man på en biflod til den store Amazonesflod, mens man ser efter forskellige dyr; aber af forskellige typer, flodsvin (som ligner store marsvin), forskellige fugle og papegøjer. Til sidste hopper man i vandet og bader med lyserøde delfiner. Hvis man tør! For mens vi står der i vores badetøj, og skal lige til at hoppe informerer guiden os, at vi endelig ikke skal gå i panik, når delfinerne kommer hen til os. De vil nappe (=bide) lidt i vores ben, men det er helt ok J. Vi hopper lidt nervøse i vandet, og de næste 20 min for pigerne og de næste 45 min for drengene bliver brugt på at vente på, at delfinerne svømmer hen til os. – Uden held. Kun Søren blev bidt lidt i.

Det var en kæmpe oplevelse at se pampassen. Og selve junglen var en lige så stor oplevelse. Dagen efter vi havde været i pampassen blev vi sejlet ud i junglen, hvor vi skulle overnatte i to nætter. Det blev to dage med masser af oplevelser. En ekstremt dygtig guide, som boede derude, tog os med på forskellige ture, så vi kunne se junglen. Med den største nænsomhed flyttede han et spindelvæv, efter vi havde set edderkoppen således, at der ikke skete noget med edderkoppen (som desuden kunne lamme en arm i flere uger med sit stik). Og midt imens vi gik, kunne han standse en, og sige ”lyt!”. Vi lyttede, men kunne ikke høre noget, før han forklarede lyden; grynten fra nogle skovgrise, lyden fra aber der snakkede sammen eller kærlighedspapegøjer der fløj henover hovedet på os. Og pludselig løb han igennem skovbunden, med os i hælene, for så at standse op, og pege et sted hen. Dér så man aberne, grisene, papegøjerne eller ilderne. Det var en stor oplevelse.

Det skal lige fortælles, at kærlighedspapegøjerne er blå papegøjer, svarende til dem i filmen ’Rio’, som altid flyver i par. Når de først har fundet en partner forlader de aldrig hinanden igen. Guiden fortalte, at man kan ofte se dem sidde sammen i træerne, hvor de kysser og nusser hinanden. Romantisk, hva’?

En af dagene tog guiden en nød ned, og forklarede, at inde i den var der mandler. Han havde en ny og en gammel nød. I den gamle nød viste der sig at være orme. Han fortalte om, at den spiste man. Jeg havde inde i mit hoved forestillet mig, at de først blev ristet, og tænkte ’spændende, det kunne man da godt prøve’. Men før vi fik set os om, havde han placeret en levende lave i hver vores hånd – og efter et ’vær så god’, kigge han spændt på os. Ned måtte den jo, så en efter en fik vi spist larven, som sjovt nok smagte af mandel. Han fortalte, at den også var god til cremer, kvaste en ny, og smurte den ud på Sørens hånd – en udemærket håndcreme.

En anden dag tog vi ud til en lille sø, hvor vi skulle fange piratfisk. Os med snor bundet til et stykke træ i den ene ende, og en krog i den anden ende med et stykke rødt  kød på. Han med bue og pil. Det blev en succes for nogle af os; Esben fangede én, jeg fangede tre (og en sardin) og Søren ingen ;). Til gengæld fik han sluppet en fri, som den gode beskytter af dyr han er, da han ville vaske den ren i floden. Guiden fangede heller ikke noget, selvom han ramte to med sine pile.

Vi nåede også på en nattevandring, hvor vi så forskellige insekter der er aktive om natten, her i blandt nogle selvlysende. Vi fik desværre ikke set nogle giant (holiday) armadillo, hvilket vi var lidt skuffede over.
Søren nåede at få kælenavnet 'Jungle-boy' af vores guide, hvilket han var ret tilfreds med, indtil Esben dagen efter, af guiden, fik kældenavnet 'Jungle-man'.

Mia blev lidt syg, om måtte desværre undvære nogle gåture for at blive liggende i sengen, men hun kom sig heldigvis, og var frisk resten af turen.

Tilbage i Rurrenabarque overnattede vi en enkelt nat, inden vi satte næsen mod La Paz. Vi satsede på, at vi kunne nå La Paz, så vi kunne sove der. Men der tog vi fejl. Efter at have kørt i nogle timer nåede vi til et sted, hvor der holdt en lang kø af biler. Det viste sig, at en lastbil havde prøvet at forcere et smalt stykke med en masse mudder, og var væltet ind mod bjergvæggen, og holdt nu og spærrede vejen både frem og tilbage. Ingen hjalp, og selvom vores biler er stærke, ville den vi kørte i, ikke kunne trække en lastbil op. Vi måtte derfor vente i fire-fem timer, inden nogle søde mennesker havde fjernet mudderet under lastbilen, så den kunne blive trukket op, dog mod betaling, som de gik og opkrævede bil for bil, inden vi kunne køre videre. Vi betalte med glæde, for nu kunne vi komme videre. Vi ankom til La Paz kl. 5:30 om morgenen, sov en times tid i bilen, og gik så ind for at spise noget morgenmad på et hotel. Efter morgenmad og lidt opfriskende vand i hovedet kørte vi mod San Lucas.

På vejen hjem opstod endnu en forhindring. En af byerne på vejen havde blokeret hele vejen, fordi de var utilfredse med en skole der lige var bygget. Hvilket man godt kunne forstå, for taget var allerede begyndt at falde sammen. Søren opfandt, en historie om, at vi skulle transportere vigtig medicin til San Lucas, og spurgte med den, på trods af en lettere hysterisk Stine, om vi måtte komme forbi. Vi fik godkendelse det ene sted, men da vi ville køre forbi det næste sted (samme blokade, ny vej), samlede nogle cholitaer sten op, parate til at kaste dem på bilen, hvis vi nærmede os yderligere. Vi forklarede dem situationen, og at vi havde fået tilladelse et andet sted. Dette troede de ikke på, så vi måtte køre tilbage til vores begyndelsessted, for at få den godkendende mand med. Han ville gerne hjælpe os, men skulle først lige snakke med nogle journalister. Derefter skulle han lige snakke med politichefen i byen. Den sidste snak blev en længere diskussion mellem parterne, men resulterede pludselig i, at blokaden blev opløst, og vi kunne uden videre komme igennem byen. Resten af turen forløb uden problemer.

Tilbage i San Lucas

De første par dage i San Lucas gik med arbejde, da vi kun havde to dage med Katrine og Christoffer inden de tog på ferie med Katrines forældre.

Men derefter var der lidt tid til at vise Esben og Mia lidt af San Lucas. Vi nåede et smut på TobleRune, en tur på landet, hvor vi så Wilson undervise, og aftener med guitarspil, vin, wiskey, god mad og hygge, inden vi kørte Mia og Esben til Potosí, hvorfra de skulle på deres videre rejse via Salar de Uyuni til Chile, og derfra til Argentina. I Potosi ville drengene en tur ned i minerne, så pigerne tog på café og så det kendte møntmuseum i Potosí. Det havde været noget af en oplevelse i minerne, hvor drengene både fik sprængt dynamit og hilst på djævlen (eller onkel George, som han åbenbart hedder på spansk, hvilket skyldes både en løgn og en fejludtalelse; Spanierne fortalte de minearbejdende indianere, at figuren forestillede Gud, som på spansk hedder Dío. Men indianerne kunne ikke udtale bogstavet 'D', hvilket resulterede i, at de i stedet sagde 'Tio', som på spansk betyder onkel.)

Påske i San Lucas

Søren og jeg kørte hjem, hvor vi havde en uges tid alene på projektet. Det var lige oveni påsken. Et par tiltrængte feriedage i San Lucas, hvor vi fik slappet af, som man kun kan gøre det her i byen. Vi var nede og spise – næsten – traditionel, lækker boliviansk påskemiddag hos to af vores medarbejdere; Cristina og Vicky, samt deres døtre. Grunden til ”næsten traditionel” er fordi, man her i Bolivia spiser 12 retter, som efter deres mening er små, men i forhold til vores mavesække er ret store. Vi fik heldigvis kun fire retter, og det var mere end rigeligt. Vi har stadig rester stående i køleskabet. Efter påske vendte Katrine og Christoffer hjem med Katrines forældre, Kjetil og Thyril. Det var dejligt at møde dem. Når man bor sammen, og arbejder sammen, når man at høre en del om hinandens familie og venner, så det var dejligt at få ansigter og personer på nogle af dem. Efter et par dage tog de videre, og Søren og jeg har nu været alene et par dage igen.

Helle og Lars

Lige indtil på søndag, hvor ikke bare Katrine og Christoffer vender hjem, men med dem ankommer også vores venner Helle og Lars. Lars skal skrive nogle artikler til MetroXpress og lave en eller to film om vores projekt hernede, så følg med i MetroXpress J.

Vi, især jeg, glæder os helt vildt til Helle og Lars ankommer til San Lucas. Og det gør de ansatte også. Der er ikke gået mange dage imellem de ansatte er kommet til os for at præsentere en ny idé til, hvad der kan ske på deres kurser, når journalisten ankommer. Vi havde ellers frygtet/regnet med, at de, nok især pigerne, ikke var så glade for at deltage, når det handlede om at eksponere sig selv – men der tog vi fejl. Det har været dejligt og hyggeligt at følge de ansattes begejstring. Og så glæder både Helle og  jeg os til at se Lars interviewe de traditionelle behandlere, som kun taler Quechua, og derfor kræver dobbeltoversættelse: Lars spørger på dansk - Søren oversætter til spansk – Elio oversætter til quechua – Traditionel behandler svarer på quechua – Elio oversætter til spansk – Søren oversætter til dansk.

To triste hændelser

Inden vi tog herned, var vi godt klar over, at Bolivia ikke er et land med den højeste gennemsnitsalder i verden. Vi var godt klar over, at sort set alle danskere, der har været udsendt har kendt en eller flere bolivianere, som gik bort i løbet af udsendelsen. –Og det er desværre ikke helt uden grund. Udover de udfordrende veje, og den manglende vedligehold af bilerne, er det som om, at bolivianerne slet ikke har samme frygt i livet, som f.eks. den gennemsnitlige dansker.

Det er efterhånden et vanligt syn at møde børn, der leger på vejen, når man drejer om et skarpt sving på en forholdsvis stor vej. Eller møde en lastbil, som ikke bare har fyldt ladet op med mennesker, men hvor der også sidder en enkelt eller to på taget af førerhuset. Vi oplever fulde mennesker, som iført mørkt tøj vaklende spankulerer midt ude på vejen om natten, hvor det eneste lys er en eventuel synlig måne. Børn der leger tag fat på den mest trafikerede vej i Potosí, eller cholitaer (de traditionelle bolivianske kvinder) som løber ud og ind mellem bilerne i El Alto. At ingen kender til hvordan man spænder en sikkerhedssele, virker efterhånden som et lille problem, sammenlignet med alt det andet.

Men det er ikke kun i trafikken, vi ser denne anderledes tærskel af frygt. Hvis den danske arbejdsmiljøkontrol tog på et besøg til Bolivia, ville det med højest sandsynlighed resultere i en total nedlukning af landet. Her findes snarere et stillads, der lige er bygget op af pinde og reb, frem fra et stillads bygget i metaller, og sikret på den ene og anden måde. Her svejses oftere uden maske og andet sikkerhedsudstyr, end med. Og det med at stikke en finger i stikkontakten, når man er i gang med at reparere den, uden først at tjekke strømforholdet, er ikke noget bolivianerne holder sig fra.

Vi har egentlig set os som heldige, mens vi har været her. Indtil for to uger siden havde vi ”kun” oplevet, at der var sket to ulykker i nærheden af San Lucas. Ingen af dem vi kender er kommet noget til, og det samme gælder os selv. 

Vi tog op på kontoret om morgenen på en ganske almindelig arbejdsdag, som ellers så ud til at blive en god dag. Solen skinnede for første gang i et par dage, og der var ikke en sky på himlen. Da vi kom op på kontoret, sad tre af vores ansatte deroppe, og stemningen var, som den oftest er, let og god. Men efter en halv time kom en af vores ansatte Elio op på kontoret. Han undskyldte for det sene mødetidspunkt, og forklarede begrundende, at han havde snakket i telefon med Acchilla, en landsby som ligger i San Lucas kommune ca. 3½ time fra selve San Lucas by. Han havde dagen inden fået den triste nyhed, at en af de traditionelle behandlere, som boede derude var død. En ung fyr, Santiago, i midten af 30’erne med seks små børn. Vi kender ham godt, da han har været en af de helt store bærende kræfter inden for de traditionelle behandleres fagforening, og desuden er et meget vellidt og hjerteligt menneske, som man hurtigt kom til at holde af. Sidst vi havde været i Acchilla (med vores forældre), havde han lige mistet en af sine børn, som var blevet kørt ned af en spritbilist. Et tab, som politiet valgte at håndtere ved at give Santiago to muligheder: enten kunne han få retfærdighed og prøve at få bilisten dømt, ellers kunne han modtage 800 USDollars fra bilisten. Han valgte selvfølgelig det sidste, set i lyset af, at han stadig stod med seks børn og en kone, som skulle forsørges. Det var også på grund af pengemangel, at han havde set sig nødsaget til at forlade sin familie for at tage arbejde i Argentina. En løsning som mange bolivianere vælger, fordi udsigten til mere arbejde og højere løn er så tiltalende, at de endnu ringere arbejdsforhold overses. Santiago arbejdede på en fabrik. En dag skal han sætte to kabler i et batteri. Noget går galt, og det resulterer i, at Santiago får utroligt mange volt igennem sig, og dør på stedet. Hans kone står nu tilbage med seks børn - alle i de små aldre. Hun bliver nødt til at tage til Argentina for at hente liget hjem, så der kan afholdes en ordentlig begravelse i Acchilla. Hvilket kunne realiseres med økonomisk hjælp fra Elio. Det har påvirket os utroligt meget. Både tanken om, at han ikke er blandt os længere, men helt klart også tanken om, at der nu sidder en kvinde i Acchilla med seks små børn, uden mange måder at forsøge sig selv og dem på. Acchilla er en lille by, og indeholder derfor ikke er store muligheder for arbejde, især ikke for en kvinde.

En ulykke kommer sjældent alene. 

Samme aften kommer Elio på besøg hos os med endnu en trist nyhed. En anden af vores medarbejdere, Vicky, har en pige på snart tre år, som hun har adopteret. En historie vi har beskrevet tidligere. Vicky har ofte gået og været nervøs for, at Paulas far ville kræve Paula tilbage, men har haft en fast aftale med ham om, at når Paula blev 11 år skulle de alle mødes i San Lucas, så Paula kunne høre sin historie. Den triste nyhed var desværre, at Paulas far var død af sygdommen Chagas. Chagas er en utrolig udbredt sygdom hernede. Man får den ved, at biller, som sidder i væggen i huse lavet af mudder, kravler ud om natten, for at falde ned over personen som ligger og sover. Bide og derefter lægge en lort i såret, som når offeret gnider det ind i såret, grundet kløe, kan medføre at chagasparasitten, som ligger i lorten kommer ind i blodet på offeret. Chagas angriber alle organer, først tarmen og til sidst vil de fleste ofre dø af dårligt fungerende hjerte. Man kan gå i mange år med sygdommen inden man dør (20-30 år er ikke uanmindeligt). En enorm procentdel af den landlige befolkning her i San Lucas kommune har sygdommen. Vicky blev utrolig ked af nyheden, ikke mindst på vegne af Paulas otte søskende, som nu er forældreløse. Heldigvis er en søster trådt til, og har taget sig af de mindste, og de to ældste børn er så store nu, at de har arbejde, og kan hjælpe til med forsørgelsen.

Det var to ret triste historier, som vi nok aldrig kommer til at glemme, og som desværre også er en del af det at være udsendt. For at vende stemningen lidt, kommer her en lille lidt sjov historie om sikkerhed:

Vi i IMCC prædiker hver gang vi kører med folk, at de SKAL tage sikkerhedssele på, ellers kører vi ikke med dem. Også vores rengøringskone, Lucia, er nu flere gange blevet bedt om at tage sikkerhedssele på. Noget hun åbenbart er ved at lære; Vi var på besøg hos hende med Esben og Mia, da de var i San Lucas hos os. Det var på vej hjem fra et kursus på landet, så vi var kørende i bilen. Efter besøget sætter vi os alle fire ud i bilen, og gør klar til at køre. Vi vinker farvel til Lucia inde fra bilen, idet Søren sætter den i gang. Men Lucia vinker ikke farvel. Hun kigger bare opdragende på os, og signalerer til Søren, at han altså har glemt at tage sin sikkerhedssele på. Søren kunne kun grine, og rødmende stoppe bilen, for at klikke selen på plads, inden vi kunne køre videre, nu med et vink fra Lucia.

En kat og et karneval...

Så fik vi købt en kat... Den sødeste, frækkeste lille gråhvide killing, som i anledningen af, at den blev købt den samme dag, som Danmark vandt EM i håndbold, er blevet navngivet Wilbek. Vi er dog endnu lidt i tvivl om kønnet, drengene er overbeviste om, at det er en han, mens pigerne er lidt mere skeptiske.
Han har allerede fundet sig godt på plads i vores senge, så nu skal vi bare til at vende ham til, at det ikke er dér en kat skal sove (han er dog ikke helt tilfreds med dette).


Karneval
-Og så har vi lige været til en af de festligste begivenheder i hele Bolivia: Karneval i Oruro.

Karneval er en af de største begivenheder i Bolivia i løbet af året. I den sidste månedstid har man skulle passe på i de større byer, for ikke at blive ramt af en flyvende vandballon eller skumsprøjt. Alt dette var bare forberedelsen til den store event, som for os startede torsdag i Sucre med vandkamp i gaderne blandt de yngre elever i folkeskolerne, fredag med vandkamp blandt de større elever og blandt institutionerne (inklusiv et flot optog af byens politifolk som var udklædt som gamle damer, fulde mænd og klovne!?). Lørdag tog vi fra Sucre mod Oruro, for intet karnaval i Bolivia er større end det i Oruro.
Her skal det lige nævnes, at Oruro normalt ikke er mange dages besøg værd. Det er en lidt trist mineby, som primært beskæftiger sig med udgravning af mineraler... og så karnevallet. Vi ankom til byen, og kunne ikke umiddelbart mærke, at det lige på det tidspunkt foregik årets største fest bare en kilometer fra hvor vi var. Men vi parkerede bilen, og tog en taxa til centrum - og så var der ellers fest! Plazaen var proppet med folk der stod og gerne ville ind på pladsen, og folk hujede, skreg og dansede på tribunerne. Musikken fra det orkester og deres dansende følgesvende bragede igennem, og der var skum, konfetti og fyrværkeri alle steder.
Vi fik møvet os igennem og over på plazaen, hvor vi ret hurtigt fik købt os nogle billetter til siddepladser. Hvilket viste sig, at være nogle af de bedste! 4 række midt for.
Optoget, som var det vi havde købt billetter til var i fuld gang. Aldrig har man set så mange farver på ét sted. Det var så fantastisk et syn. Glade dansende mennesker, fuld musik og små 3-4-årige børn klædt ud som bamse-agtige dyr. Folk med og folk uden masker, kvinder med lange kjoler, kvinder med korte kjoler, høje hæle, flade sko, glimmer, glitter - dansende mænd, som slog deres håndholdte hjelme ned i jorden, og bjælder der raslede i tankt med musikken. WOW!

En plukket and og en caipi på stranden

I denne uge er vi i Sucre, for at være i sprogskole. Vi er herinde alle fire, Katrine, Christoffer, Søren og jeg, for vi mangler alle sammen den tredje uge vi skulle have haft lige da vi kom hertil. Det er så dejligt at være i sprogskole igen og få lært en masse. Det er fantastisk, når man kan mærke, at ens evner indenfor det spanske forbedrer sig hele tiden.

Jul

Vi fejrede julen i San Lucas med Trine og Sebastian, som vi vidst fortalte om i sidste indlæg. Vi blev et par dage inden jul enige om, at det ville være klart hyggeligst, hvis de to ville blive og holde jul med os i San Lucas, så vi tog til Sucre for at handle ind, og for at få fat på T+Ss tasker.

I dagene op til jul arbejdede vi - var blandt andet til kommunens fremlæggelse af udgifterne i 2011s sidste halve år, d. 23. dec. Sidst på eftermiddagen samme dag havde Søren og jeg aftalt med Lucia, vores rengøringsdame, at hun ville hjælpe os med at finde en and vi kunne spise juleaften. Vi kørte derfor ned til hende, fyldte bilen med hende og to af hendes børn, og kørte så længere ud på landet. Her kørte vi ind på en gård, hvor hun vidste der var ænder. Efter først at have fået et afslag af manden der arbejdede på gården, troede vi, at vi måtte opgive kampen om at finde en and til jul. Men men men.... Han ringede til sin arbejdsgiver, som ikke kunne bekræfte hans melding, men derimod var meget villig til at sælge en af sine fine hvide ænder. Derfor endte det med, at Søren fik lov at skære hovedet af anden, og han og Sebastian brugte flere timer på at plukke anden. Samtidig lavede Trine hjemmelavet kirsebærsovs, som vi tilfældigt havde fundet kirsebær i Sucre. Senere på aftenen lavede vi konfekt, pyntede juletræ - og så... læste Søren op fra 'jul på drøbelsgården' - for ingen jul uden lumrefjeld! Hele formiddagen og eftermiddagen d. 24. blev brugt på at forberede den sidste mad til juleaften, se disneys juleshow (som vi havde downloaded sidst vi var i Sucre), samt modtage diverse opkald hjemme fra Danmark. Det blev en rigtig hyggelig juleaften, som foregik næsten ligesom hjemme i Danmark, med alt for meget lækker mad (inklusiv en super lækker sovs kreeret af Sebastian), juletræssange, pakker (vi havde alle fire købt en masse små pakker, så vi kunne lege raflespil, udover alle de pakker forældrene havde efterladt, da de var nede at besøge os), mandelgave og julesange og 'nu er det jul igen...' rundt i hele huset.

Vi gik lidt tidligt, men trætte i seng, for vi skulle tidligt op dagen efter og køre over Potosi til Sucre. Vi satte Trine og Sebastian af i Potosi, så de kunne tage videre til Salar de Uyuni, og vi kørte så videre til Sucre, afleverede bilen hos mekanikeren og tog en taxa ud til lufthavnen, hvor vi hoppede på et fly til Santa Cruz.

Rio og nytår

Vi skulle overnatte en enkelt nat i Santa Cruz, for så at flyve videre til Sao Paolo, Brasilien dagen efter. Alt gik fuldstændig smooth, og vi endte i Sao Paolo om eftermiddagen dagen efter. Sao Paolo er egentlig ikke en by vi har hørt specielt godt om, men jeg blev solgt. Det er virkelig en storby, men har også enormt meget sjæl med sine bakkede veje, lækre restauranter og cafeer og en fantastisk stemning. Vi overnattede en enkelt nat i SP inden vi tog en natbus til Rio, hvor vi skulle mødes med Lasse.
Bussen var tre timer forsinket, hvilket bare var dejligt for os, for det betød, at vi kunne sove til kl.8 i stedet for kl.5. Vi mødtes med Lasse på hostellet, hvor vi slappede lidt af, inden vi kunne tjekke ind på vores værelse. Derefter tog vi badetøjet på, og gik de 100 meter der var til verdens mest berømte strand, Copacabana. Selvom der var overskyet, var det stadig et utroligt smukt syn. Så mange mennesker og så meget liv! Og så fik drengene deres første Caipirinhas, hvilket blev et gennemgående tema for vores tur :).
Et par dage efter, som vi havde brugt på lidt kulturelt (vi så det nationalhistoriske museum i Rio) samt på at mærke stemningen i Rio, mødtes vi med Ida, som er en af mine, Stines, veninders veninde, som vi har mødt på Roskilde, og som skal bruge to måneder på at rejse rundt i Brasilien, hvor hun også skal dyrke capoera (det staves vidst ikke sådan). Det var lidt dejligt for mig at få lidt mere feminint rejsefølge, da de to drenge virkelig var gået i drengerøvs-mode :). Hun fulgte os rundt på næsten resten af turen. Nytårsaftensdag brugte vi i en af de berygtede favelaer, hvor vi af en rigtig dygtig guide blev vist rundt i den favela der var hans hjem, Rocinha (udtales Hosinja), som er en af de største i Rio. Det var en virkelig stor oplevelse, primært fordi man havde haft alle de negative forudantagelser om stederne. Man forventede nakobaroner, og folk med geværer, mord og røverier. I stedet fik man søde mennesker, hyggelige små gader og nogle fantastiske farver. Så det var vi utroligt glade for, at vi fik oplevet.
Hen mod aftenen begyndte det at regne, og det fortsatte desværre resten af nytårsaften. Iført vores hvide tøj (det meste lige indkøbt til lejligheden) gik vi først til et hostel, i samme kæde som vores eget, hvor der blev holdt en stor fest for alle der boede på hostels fra denne kæde i Rio. Det var så flot, fordi alle stod der i deres hvide tøj. Omkring kl. 23 begyndte vi at gå ned mod stranden, og kl. 24 stod vi i forreste packet til at se det smukkeste og største fyrværkeri vi nogensinde har set! Det var så imponerende. Fyrværkeriet blev skudt af fra både som lå lige udenfor Copacabana. Og så hoppede vi i vandet - som faktisk var varmere end luften, så det fik man varmen af.
Efter vi havde badet gik vi til koncert på stranden, men måtte opgive kl. 3, da vi var våde, kolde og lidt trætte efter ikke at have haft tørt tøj på siden kl. 20.

Vi blev i Rio et par dage efter nytår, hvor vi mest slappede af. D. 2. tog vi alle fire mod en ø der hedder Ilha Grande. Det er en ø, hvor der ikke kører biler, og hvor nogle af brasiliens lækreste strande ligger. Der var så smukt! Hyggelige brostensbelagte gader, og smukke strande, som enten havde næsten helt orange sand eller helt hvidt, fint sand - og selvfølgelig smukt, tyrkis vand. Vi blev der nogle dage, hvor vi nød solen og stranden (selvom vi alle blev ekstremt solbrændte den første dag - dog nogle mere end andre). Efter at have nydt det smukke sted, tog vi til Paraty, som er en by, der i sin stemning minder lidt om Skagen. Brostensbelagte gade, hyggelige små skæve huse, hestevogne og en lokalt dukketeater der hver dag gik i gaderne. Drengene og Ida var ude at dykke, vi så et fort og en masse kirker og nød ellers bare livet og slugte den stemning der var i byen.
Vi tog afsked med Ida i Paraty, da hun skulle tilbage til Rio, mens vi tog videre til Sao Paolo, hvor vi var en enkelt dag, inden Lasse rejste via Rio hjem, og Søren og jeg rejste tilbage til Bolivia.

Hjemme igen
Vi landede i Santa Cruz, og skulle igen lige overnatte en enkelt nat, inden vi skulle flyve videre til Sucre. Vi mødte op lufthavnen dagen efter kl. 8:30 (vores fly skulle afgå kl. 10), for at finde ud af, at vores fly var blevet rykket frem, og allerede var afgået kl.8! Pis! Dette var vi slet ikke blevet informeret om, og desuden havde vi lige købt billetterne ca. 14 dage forinden! Vi blev i lufthavnen, for flyselskabet lovede at erstatte billetten, og at vi måske kunne komme hjem samme dag alligevel, bare med et andet flyselskab. Vi ventede... og ventede... fik vores frokost betalt... og ventede lidt mere. Indtil kl. 14:00, hvor vi fik stukket et stykke papir i hånden, og sendt med en taxa til den anden lufthavn, hvor vi kunne komme på et fly kl. 17:00 med et af deres søster selskaber. Det var vi jo glade for, men da vi kommer ud i lufthavnen, viser det sig, at vores første flyselskab, Aerosur ikke har betalt for billetten... Vi prøver at ringe til dem, for at få det i orden... men forgæves. Så Søren tager turen tilbage til den første lufthavn, for at snakke med Aerosurs personale. De har ikke tid lige med det samme, og det ender med, at Søren må vente så lang tid, at vi ikke kan nå det andet fly. I kompensation får vi en overnatning på et firstjernet hotel inkl. aftensmad - vildt lækkert! Og et fly dagen efter. Så vi møder op i lufthavnen kl. 6:30, efter at vi er blevet hentet ude foran vores hotel (så fornemt!) Bliver tjekket ind - venter i 3 timer, for så at høre over højtalerne, at vores fly er blevet aflyst, pga af vejrforhold i Sucre. Held i uheld er det, at Katrine og Christoffer landende i Santa Cruz samme dag, så vi ventede i lufthavnen på at de skulle lande. Christoffers rygsæk var desværre ikke ankommet, så han synes det var dejligt, at vi var der til at tage imod dem, og guide dem til et hotel.

Vi er nu langt om længe kommet tilbage til Sucre, har været en lille uges tid i San Lucas for lige at starte året op, inden vi nu igen er i Sucre.
Vi glæder os rigtig meget til at komme tilbage til San Lucas og komme rigtigt igang med arbejdet og få en hverdag op at køre. Vi er sikre på, at den sidste halvdel (for ja, halvdelen af tiden er gået!) af vores år her i Bolivia bliver mindst lige så god som den første halvdel. Katrine og Christoffer er utroligt søde, og vores samarbejde fungerer allerede rigtig godt!