To triste hændelser

Inden vi tog herned, var vi godt klar over, at Bolivia ikke er et land med den højeste gennemsnitsalder i verden. Vi var godt klar over, at sort set alle danskere, der har været udsendt har kendt en eller flere bolivianere, som gik bort i løbet af udsendelsen. –Og det er desværre ikke helt uden grund. Udover de udfordrende veje, og den manglende vedligehold af bilerne, er det som om, at bolivianerne slet ikke har samme frygt i livet, som f.eks. den gennemsnitlige dansker.

Det er efterhånden et vanligt syn at møde børn, der leger på vejen, når man drejer om et skarpt sving på en forholdsvis stor vej. Eller møde en lastbil, som ikke bare har fyldt ladet op med mennesker, men hvor der også sidder en enkelt eller to på taget af førerhuset. Vi oplever fulde mennesker, som iført mørkt tøj vaklende spankulerer midt ude på vejen om natten, hvor det eneste lys er en eventuel synlig måne. Børn der leger tag fat på den mest trafikerede vej i Potosí, eller cholitaer (de traditionelle bolivianske kvinder) som løber ud og ind mellem bilerne i El Alto. At ingen kender til hvordan man spænder en sikkerhedssele, virker efterhånden som et lille problem, sammenlignet med alt det andet.

Men det er ikke kun i trafikken, vi ser denne anderledes tærskel af frygt. Hvis den danske arbejdsmiljøkontrol tog på et besøg til Bolivia, ville det med højest sandsynlighed resultere i en total nedlukning af landet. Her findes snarere et stillads, der lige er bygget op af pinde og reb, frem fra et stillads bygget i metaller, og sikret på den ene og anden måde. Her svejses oftere uden maske og andet sikkerhedsudstyr, end med. Og det med at stikke en finger i stikkontakten, når man er i gang med at reparere den, uden først at tjekke strømforholdet, er ikke noget bolivianerne holder sig fra.

Vi har egentlig set os som heldige, mens vi har været her. Indtil for to uger siden havde vi ”kun” oplevet, at der var sket to ulykker i nærheden af San Lucas. Ingen af dem vi kender er kommet noget til, og det samme gælder os selv. 

Vi tog op på kontoret om morgenen på en ganske almindelig arbejdsdag, som ellers så ud til at blive en god dag. Solen skinnede for første gang i et par dage, og der var ikke en sky på himlen. Da vi kom op på kontoret, sad tre af vores ansatte deroppe, og stemningen var, som den oftest er, let og god. Men efter en halv time kom en af vores ansatte Elio op på kontoret. Han undskyldte for det sene mødetidspunkt, og forklarede begrundende, at han havde snakket i telefon med Acchilla, en landsby som ligger i San Lucas kommune ca. 3½ time fra selve San Lucas by. Han havde dagen inden fået den triste nyhed, at en af de traditionelle behandlere, som boede derude var død. En ung fyr, Santiago, i midten af 30’erne med seks små børn. Vi kender ham godt, da han har været en af de helt store bærende kræfter inden for de traditionelle behandleres fagforening, og desuden er et meget vellidt og hjerteligt menneske, som man hurtigt kom til at holde af. Sidst vi havde været i Acchilla (med vores forældre), havde han lige mistet en af sine børn, som var blevet kørt ned af en spritbilist. Et tab, som politiet valgte at håndtere ved at give Santiago to muligheder: enten kunne han få retfærdighed og prøve at få bilisten dømt, ellers kunne han modtage 800 USDollars fra bilisten. Han valgte selvfølgelig det sidste, set i lyset af, at han stadig stod med seks børn og en kone, som skulle forsørges. Det var også på grund af pengemangel, at han havde set sig nødsaget til at forlade sin familie for at tage arbejde i Argentina. En løsning som mange bolivianere vælger, fordi udsigten til mere arbejde og højere løn er så tiltalende, at de endnu ringere arbejdsforhold overses. Santiago arbejdede på en fabrik. En dag skal han sætte to kabler i et batteri. Noget går galt, og det resulterer i, at Santiago får utroligt mange volt igennem sig, og dør på stedet. Hans kone står nu tilbage med seks børn - alle i de små aldre. Hun bliver nødt til at tage til Argentina for at hente liget hjem, så der kan afholdes en ordentlig begravelse i Acchilla. Hvilket kunne realiseres med økonomisk hjælp fra Elio. Det har påvirket os utroligt meget. Både tanken om, at han ikke er blandt os længere, men helt klart også tanken om, at der nu sidder en kvinde i Acchilla med seks små børn, uden mange måder at forsøge sig selv og dem på. Acchilla er en lille by, og indeholder derfor ikke er store muligheder for arbejde, især ikke for en kvinde.

En ulykke kommer sjældent alene. 

Samme aften kommer Elio på besøg hos os med endnu en trist nyhed. En anden af vores medarbejdere, Vicky, har en pige på snart tre år, som hun har adopteret. En historie vi har beskrevet tidligere. Vicky har ofte gået og været nervøs for, at Paulas far ville kræve Paula tilbage, men har haft en fast aftale med ham om, at når Paula blev 11 år skulle de alle mødes i San Lucas, så Paula kunne høre sin historie. Den triste nyhed var desværre, at Paulas far var død af sygdommen Chagas. Chagas er en utrolig udbredt sygdom hernede. Man får den ved, at biller, som sidder i væggen i huse lavet af mudder, kravler ud om natten, for at falde ned over personen som ligger og sover. Bide og derefter lægge en lort i såret, som når offeret gnider det ind i såret, grundet kløe, kan medføre at chagasparasitten, som ligger i lorten kommer ind i blodet på offeret. Chagas angriber alle organer, først tarmen og til sidst vil de fleste ofre dø af dårligt fungerende hjerte. Man kan gå i mange år med sygdommen inden man dør (20-30 år er ikke uanmindeligt). En enorm procentdel af den landlige befolkning her i San Lucas kommune har sygdommen. Vicky blev utrolig ked af nyheden, ikke mindst på vegne af Paulas otte søskende, som nu er forældreløse. Heldigvis er en søster trådt til, og har taget sig af de mindste, og de to ældste børn er så store nu, at de har arbejde, og kan hjælpe til med forsørgelsen.

Det var to ret triste historier, som vi nok aldrig kommer til at glemme, og som desværre også er en del af det at være udsendt. For at vende stemningen lidt, kommer her en lille lidt sjov historie om sikkerhed:

Vi i IMCC prædiker hver gang vi kører med folk, at de SKAL tage sikkerhedssele på, ellers kører vi ikke med dem. Også vores rengøringskone, Lucia, er nu flere gange blevet bedt om at tage sikkerhedssele på. Noget hun åbenbart er ved at lære; Vi var på besøg hos hende med Esben og Mia, da de var i San Lucas hos os. Det var på vej hjem fra et kursus på landet, så vi var kørende i bilen. Efter besøget sætter vi os alle fire ud i bilen, og gør klar til at køre. Vi vinker farvel til Lucia inde fra bilen, idet Søren sætter den i gang. Men Lucia vinker ikke farvel. Hun kigger bare opdragende på os, og signalerer til Søren, at han altså har glemt at tage sin sikkerhedssele på. Søren kunne kun grine, og rødmende stoppe bilen, for at klikke selen på plads, inden vi kunne køre videre, nu med et vink fra Lucia.