I denne uge er vi i Sucre, for at være i sprogskole. Vi er herinde alle fire, Katrine, Christoffer, Søren og jeg, for vi mangler alle sammen den tredje uge vi skulle have haft lige da vi kom hertil. Det er så dejligt at være i sprogskole igen og få lært en masse. Det er fantastisk, når man kan mærke, at ens evner indenfor det spanske forbedrer sig hele tiden.
Jul
Vi fejrede julen i San Lucas med Trine og Sebastian, som vi vidst fortalte om i sidste indlæg. Vi blev et par dage inden jul enige om, at det ville være klart hyggeligst, hvis de to ville blive og holde jul med os i San Lucas, så vi tog til Sucre for at handle ind, og for at få fat på T+Ss tasker.
I dagene op til jul arbejdede vi - var blandt andet til kommunens fremlæggelse af udgifterne i 2011s sidste halve år, d. 23. dec. Sidst på eftermiddagen samme dag havde Søren og jeg aftalt med Lucia, vores rengøringsdame, at hun ville hjælpe os med at finde en and vi kunne spise juleaften. Vi kørte derfor ned til hende, fyldte bilen med hende og to af hendes børn, og kørte så længere ud på landet. Her kørte vi ind på en gård, hvor hun vidste der var ænder. Efter først at have fået et afslag af manden der arbejdede på gården, troede vi, at vi måtte opgive kampen om at finde en and til jul. Men men men.... Han ringede til sin arbejdsgiver, som ikke kunne bekræfte hans melding, men derimod var meget villig til at sælge en af sine fine hvide ænder. Derfor endte det med, at Søren fik lov at skære hovedet af anden, og han og Sebastian brugte flere timer på at plukke anden. Samtidig lavede Trine hjemmelavet kirsebærsovs, som vi tilfældigt havde fundet kirsebær i Sucre. Senere på aftenen lavede vi konfekt, pyntede juletræ - og så... læste Søren op fra 'jul på drøbelsgården' - for ingen jul uden lumrefjeld! Hele formiddagen og eftermiddagen d. 24. blev brugt på at forberede den sidste mad til juleaften, se disneys juleshow (som vi havde downloaded sidst vi var i Sucre), samt modtage diverse opkald hjemme fra Danmark. Det blev en rigtig hyggelig juleaften, som foregik næsten ligesom hjemme i Danmark, med alt for meget lækker mad (inklusiv en super lækker sovs kreeret af Sebastian), juletræssange, pakker (vi havde alle fire købt en masse små pakker, så vi kunne lege raflespil, udover alle de pakker forældrene havde efterladt, da de var nede at besøge os), mandelgave og julesange og 'nu er det jul igen...' rundt i hele huset.
Vi gik lidt tidligt, men trætte i seng, for vi skulle tidligt op dagen efter og køre over Potosi til Sucre. Vi satte Trine og Sebastian af i Potosi, så de kunne tage videre til Salar de Uyuni, og vi kørte så videre til Sucre, afleverede bilen hos mekanikeren og tog en taxa ud til lufthavnen, hvor vi hoppede på et fly til Santa Cruz.
Rio og nytår
Bussen var tre timer forsinket, hvilket bare var dejligt for os, for det betød, at vi kunne sove til kl.8 i stedet for kl.5. Vi mødtes med Lasse på hostellet, hvor vi slappede lidt af, inden vi kunne tjekke ind på vores værelse. Derefter tog vi badetøjet på, og gik de 100 meter der var til verdens mest berømte strand, Copacabana. Selvom der var overskyet, var det stadig et utroligt smukt syn. Så mange mennesker og så meget liv! Og så fik drengene deres første Caipirinhas, hvilket blev et gennemgående tema for vores tur :).
Et par dage efter, som vi havde brugt på lidt kulturelt (vi så det nationalhistoriske museum i Rio) samt på at mærke stemningen i Rio, mødtes vi med Ida, som er en af mine, Stines, veninders veninde, som vi har mødt på Roskilde, og som skal bruge to måneder på at rejse rundt i Brasilien, hvor hun også skal dyrke capoera (det staves vidst ikke sådan). Det var lidt dejligt for mig at få lidt mere feminint rejsefølge, da de to drenge virkelig var gået i drengerøvs-mode :). Hun fulgte os rundt på næsten resten af turen. Nytårsaftensdag brugte vi i en af de berygtede favelaer, hvor vi af en rigtig dygtig guide blev vist rundt i den favela der var hans hjem, Rocinha (udtales Hosinja), som er en af de største i Rio. Det var en virkelig stor oplevelse, primært fordi man havde haft alle de negative forudantagelser om stederne. Man forventede nakobaroner, og folk med geværer, mord og røverier. I stedet fik man søde mennesker, hyggelige små gader og nogle fantastiske farver. Så det var vi utroligt glade for, at vi fik oplevet.
Hen mod aftenen begyndte det at regne, og det fortsatte desværre resten af nytårsaften. Iført vores hvide tøj (det meste lige indkøbt til lejligheden) gik vi først til et hostel, i samme kæde som vores eget, hvor der blev holdt en stor fest for alle der boede på hostels fra denne kæde i Rio. Det var så flot, fordi alle stod der i deres hvide tøj. Omkring kl. 23 begyndte vi at gå ned mod stranden, og kl. 24 stod vi i forreste packet til at se det smukkeste og største fyrværkeri vi nogensinde har set! Det var så imponerende. Fyrværkeriet blev skudt af fra både som lå lige udenfor Copacabana. Og så hoppede vi i vandet - som faktisk var varmere end luften, så det fik man varmen af.
Efter vi havde badet gik vi til koncert på stranden, men måtte opgive kl. 3, da vi var våde, kolde og lidt trætte efter ikke at have haft tørt tøj på siden kl. 20.Vi blev i Rio et par dage efter nytår, hvor vi mest slappede af. D. 2. tog vi alle fire mod en ø der hedder Ilha Grande. Det er en ø, hvor der ikke kører biler, og hvor nogle af brasiliens lækreste strande ligger. Der var så smukt! Hyggelige brostensbelagte gader, og smukke strande, som enten havde næsten helt orange sand eller helt hvidt, fint sand - og selvfølgelig smukt, tyrkis vand. Vi blev der nogle dage, hvor vi nød solen og stranden (selvom vi alle blev ekstremt solbrændte den første dag - dog nogle mere end andre). Efter at have nydt det smukke sted, tog vi til Paraty, som er en by, der i sin stemning minder lidt om Skagen. Brostensbelagte gade, hyggelige små skæve huse, hestevogne og en lokalt dukketeater der hver dag gik i gaderne. Drengene og Ida var ude at dykke, vi så et fort og en masse kirker og nød ellers bare livet og slugte den stemning der var i byen.
Vi tog afsked med Ida i Paraty, da hun skulle tilbage til Rio, mens vi tog videre til Sao Paolo, hvor vi var en enkelt dag, inden Lasse rejste via Rio hjem, og Søren og jeg rejste tilbage til Bolivia.
Hjemme igen
Vi landede i Santa Cruz, og skulle igen lige overnatte en enkelt nat, inden vi skulle flyve videre til Sucre. Vi mødte op lufthavnen dagen efter kl. 8:30 (vores fly skulle afgå kl. 10), for at finde ud af, at vores fly var blevet rykket frem, og allerede var afgået kl.8! Pis! Dette var vi slet ikke blevet informeret om, og desuden havde vi lige købt billetterne ca. 14 dage forinden! Vi blev i lufthavnen, for flyselskabet lovede at erstatte billetten, og at vi måske kunne komme hjem samme dag alligevel, bare med et andet flyselskab. Vi ventede... og ventede... fik vores frokost betalt... og ventede lidt mere. Indtil kl. 14:00, hvor vi fik stukket et stykke papir i hånden, og sendt med en taxa til den anden lufthavn, hvor vi kunne komme på et fly kl. 17:00 med et af deres søster selskaber. Det var vi jo glade for, men da vi kommer ud i lufthavnen, viser det sig, at vores første flyselskab, Aerosur ikke har betalt for billetten... Vi prøver at ringe til dem, for at få det i orden... men forgæves. Så Søren tager turen tilbage til den første lufthavn, for at snakke med Aerosurs personale. De har ikke tid lige med det samme, og det ender med, at Søren må vente så lang tid, at vi ikke kan nå det andet fly. I kompensation får vi en overnatning på et firstjernet hotel inkl. aftensmad - vildt lækkert! Og et fly dagen efter. Så vi møder op i lufthavnen kl. 6:30, efter at vi er blevet hentet ude foran vores hotel (så fornemt!) Bliver tjekket ind - venter i 3 timer, for så at høre over højtalerne, at vores fly er blevet aflyst, pga af vejrforhold i Sucre. Held i uheld er det, at Katrine og Christoffer landende i Santa Cruz samme dag, så vi ventede i lufthavnen på at de skulle lande. Christoffers rygsæk var desværre ikke ankommet, så han synes det var dejligt, at vi var der til at tage imod dem, og guide dem til et hotel.
Vi er nu langt om længe kommet tilbage til Sucre, har været en lille uges tid i San Lucas for lige at starte året op, inden vi nu igen er i Sucre.
Vi glæder os rigtig meget til at komme tilbage til San Lucas og komme rigtigt igang med arbejdet og få en hverdag op at køre. Vi er sikre på, at den sidste halvdel (for ja, halvdelen af tiden er gået!) af vores år her i Bolivia bliver mindst lige så god som den første halvdel. Katrine og Christoffer er utroligt søde, og vores samarbejde fungerer allerede rigtig godt!
Herligt med opdatering - og dejligt, I kommer så godt overens ..
SvarSlet