San Lucas

Så ankom vi endelig til vores nye hjem i San Lucas. En lille by - med meget potentiale!
Huset, Casa Blanca, er virkelig fint. Det er meget stort, og har to meget rummelige lækre køkkener, og en rigtig fin lille have, hvor der højest sandsynligt om nogle få måneder kommer flotte blomster og lækre frugter.
Vi har haft vores første uge på kontoret, og har været ude og køre vildt (og en lille smule fast) i den ene af de tre Toyota Landcruisers, der tilhører projektet.
Vi har været oppe og spille Fronton (som er et spil der minder om stor squash), og vi har haft besøg af nabobørnene op til flere gange, som idag medbragte to fugleunger, som de havde fundet.
Vi har været til vores første indvielse, som var en indvielse af en hus (SAFCI-huset), som IMCC, helt ekstraordinært har doneret penge til. Det var virkelig en oplevelse!
Vi startede ud mandag morgen med en møde bl.a. med cheflægen på hospitalet, som hedder intet mindre end Julio Cesar, men er en meget flink mand, som startede med at holde en lille tale, hvor han bød Søren og jeg velkommen til San Lucas, og takkede os, fordi vi kom hertil for at arbejde frivilligt. Man skal nok lige vænne sig til bolivianernes overdådige måde at holde tale på, men det giver godt nok også god selvtillid  :).
Vi er begyndt at lære hvad vores arbejde skal gå ud på det næste år - og det virker allerede nu spændende, så vi glæder os begge to til at fortsætte arbejdet på mandag, hvor vores bolivianske ansatte kommer tilbage fra deres fridage. De har, ligesom os, otte fridage i løbet af en måned. Danskerne vælger oftest at bruge fridagene i weekenderne, hvor bolivianerne oftest vælger, at samle dagene, fordi de bor i andre byer end San Lucas, og skal bruge 3-4 timer på at køre hjem til deres familie.
Det er meget dejligt afslappende at være her i San Lucas, og vi har allerede vænnet os til den ret gode livsstil med siesta, lækker mad og gode film hver aften.

-Stine

1. fødselsdag i Bolivia

 Sidder på min fødselsdag i Sucre. Solen skinner udenfor fra en fuldstændig overvældende blå himmel.

Vi sidder alle 4 med hver vores arbejde. Søren sidder og skriver på vores første artikel, Nicola sidder og får styr på forskellige dokumenter og Andreas er i gang med et ”fagbrev”, der skal sendes hjem til dem der sidder i Boliviagruppen i Danmark. Jeg selv er lige blevet færdig med spansklektierne til i dag, og har nu 2,5 timer til Søren og jeg skal til vores anden spanskundervisning-dag.

Varmen fra gasovnen er med til at skabe en stemning af ro, salighed og mæthed efter et fantastisk morgenmåltid.

Jeg blev i dag vækket med skønsang, raslende flag og gaver på sengen. De tre andre havde lavet lækker brunch med alt hvad man kunne ønske sig: yoghurt med frugt og bær, hjemmebagte boller, varm kakao, te, kaffe og hjemmebagt brunsviger.

Så alt i alt er dette starten på en super dejlig fødselsdag. 

NOAHs ark

Efter 12 dage i La Paz med forskellige gøremål, afslapning og oplæring i La Paz’s hektiske, men også fantastisk levende virvar, vendte vi snuden mod Sucre. Det er normalt en ca. 10 timers tur, som både strækker sig over sletter og bjerge, men det skulle vise sig at blive en noget længere tur end forventet.

Vi forlod Milton Hotel kl. 9.30 om morgenen, og begyndte på at klatre ud af La Paz’s morgentrafik. Det gik over alt forventning, og vi var i vældigt godt humør, indtil vi mødte nogle modkørende bilister i vores kørebane –spøgelsesbilister – troede vi. Dem er der en del af i Bolivia, for hvis nu det er nemmere at tage den modsatte bane, så gør man da bare det – no problema!

Så vi kørte forsigtigt videre forbi bilisterne, indtil vi ankom til, hvad der viste sig at være forklaringen på bilernes svar på laks: VORES FØRSTE BLOKADE.

Bolivianere er ligesom mange andre sydamerikanere rigtig gode til at kræve deres ret, og her foregår det med blokader.  Man afspærrer vejene ind til en større eller mindre by (i dette tilfælde den største), for så at sikre, at intet kommer ud og intet kommer ind. Med dette ønsker demonstranterne at opnå ændringer af det, de er utilfredse med, hvilket selvfølgelig sjældent forekommer.

Vi stod altså foran en blokade, og dem skal man ikke bryde – især ikke som ”gringos”, så vi vendte om i håbet om at finde en anden vej ud af La Paz. Vi kørte derfor ind i boligområderne i El Alto (den øvre del af La Paz). I det netværk af grusveje prøvede vi flere steder at finde en fri vej, men hvert sted blev vi mødt af forskellige vejspærringer lige fra en flok af mennesker, over en snor spændt mellem en bil og en sten vogtet af en familie, til to børn med en snor imellem sig. Lige meget hjalp det – vi kunne ikke finde en udvej.

Vi var lige ved at opgive, og bare køre tilbage til La Paz for at blive, til blokaden var overstået, men midt i vores frustrationer og efterhånden lette nervøsitet vidste der sig en udvej. Vi så nogle trufi’s (en minibus, som bruges som offentlig transportmiddel internt i La Paz og mellem forskellige byer). De var ved at spørge om vej hos nogle lokale, hvilket vi også udnyttede i situationen. Vi fandt ud af, at den ene af trufi’erne skulle til Ororu, som er en by man skal igennem for at komme til Sucre.

”NOAH” – Trufi’en som blev vores ark. Vores redning!

Vi fulgte efter den hele vejen, for NOAH – den kunne finde vej! Vi fulgte den af snørklede veje, over jernbanespor og igennem nye boligområder. Vi mistede den af syne en gang imellem, hvilket genudløste den føromtalte nervøsitet, men der gik sjældent lang tid, før vi igen kunne se dens sølvgrå farve glinse i solen.

Og pludselig inden vi så os om, var vi på hovedvejen til Oruro -  uden en eneste blokade i syne.

Vi takkede NOAH’s ark for al dens hjælp, og kørte fredeligt mod Sucre.

Vamos

29 timers fly inkl. 2 timers forsinkelse i Madrid, og så ankom vi endelig d. 1.juli 2011 til La Paz, hovedstaden i Bolivia hvor vi skal tilbringe de næste 14 måneder.

Efter papirarbejde forbundet med en manglende kuffert, entrerede vi Bolivias grund, hvor Nicola og Andreas stod og tog godt imod os. Nicola og Andreas har boet i Bolivia i et år, og det er deres arbejde vi skal ned og overtage.

La Paz er en fantastisk by! Det er et imponerende syn, at se ud over byen, når man kører fra lufthavnen i El Alto, og kan se ud over den storslåede by som beklæder bjerge og dale.

Vi blev indlogeret på Hotel Milton, hvor der hver dag – i alle døgnets vågne timer - bliver poleret gulv af Coco alá Pippi-style, og hvor de efterhånden kender os så godt, at nøgler findes frem så snart vi kommer tilbage til hotellet efter et ærinde. Her vågner vi hver morgen til sol og lyden fra den vågne by.

Den første aften var vi lidt trætte, og klarede ikke meget andet end at spise lidt mad og købe et par skoJ... Luften er meget tynd i byen, som ligger i 3800-3900 meters højde.

Dagen efter pakkede vi bilen og kørte til Sorata. Her skulle vi på overlapstur, som er en tur, hvor ”de gamle” (Nicola og Andreas) og ”de nye” (os) har et par dage sammen i Bolivia, hvor man lærer hinanden lidt bedre at kende, og får en super fælles oplevelse.

Sorata er en lille by, men hvor der er rigtig gode trekkingmuligheder. Hvilket vi så også udnyttede til den første hele dag at vandre op til en drypstenshule, hvor man i en knirkende vandcykel kunne sejle ud på en underjordisk sø, helt uden at skræmme de flagermus der levede i hulen. Dagen efter havde vi hyret en guide, som, efter hvad vi kan forstå, meget boliviansk kom 12 min for sent, og mente absolut at vi havde aftalt at mødes kl. 7.12.

Claudio, guiden, viste sig dog at være en rigtig god guide, som kendte sin vej igennem de snoede stier og over mosede områder i bjergene. Og trods det grå vejr på vej op, fik vi den smukkeste udsigt af sneklædte bjerge, ørne/gribbe, bolivianske marker og de flotte bolivianske farvestrålende klæder.

Claudio fortalte, om Soratas storhedstid inden 2003, hvor byen bugnede af trekkende turister, bl.a. grundet en suspekt tysk hotelejer, som havde organiseret flere lokale bolivianere som guider i området. I 2003 opstod en demonstration lavet af utilfredse landmænd, som gik helt galt. Der var flere turister fanget i byen, og tyskeren valgte derfor at ringe til politiet, for at få turisterne ud af byen. Det lykkedes også, men landmændene og politiet endte i væbnet konflikt, hvor flere landmænd og ”tilskuere” blev dræbt. Herefter faldt populariteten drastisk, og er først nu ved at vende tilbage igen.

Vi boede på et rigtig hyggeligt lille hotel, som blev holdt af en tysk kvinde. Vi blev vartet op med te og kaffe på værelset ved filmaftener og morgenmad kl. 6, da vi skulle mødes tidligt med vores guide.

Det var altså en yderst vellykket overlapstur, som sent vil gå i glemmebogen.

Tilbage i La Paz igen, hvor vi landede om tirsdag d. 5., gik jagten på akkreditering og kampen mod det bolivianske bureaukrati... troede vi. For selv om tidligere overlap i Bolivia har været slemt belastet af, at mange papirer skulle afleveres de rigtige steder til de rigtig mennesker, og konstante remindere til diverse ansatte hos udenrigsministeriet, har vi slet ikke oplevet dette.

Kun første dag, hvor vi rendte La Paz’ gader tynde i jagten på den rigtige størrelse skrivemaskine, oplevede vi lidt besvær.

De ministerielt ansatte har nærmest hoppet og sprunget for, at vi kunne få vores papirer igennem. Vi oplevede ligefrem, at en embedsmand, som skulle klare vores visum løb efter os, efter vi var gået ud af udenrigsministeriet, for at få fat i papirerne, så han kunne vente 2 timer (til kl. 18.30) på, at den mand der skulle godkende vores visumansøgning, skulle komme ud fra et møde, så vi kunne få vores visum så hurtigt som muligt.

Så vi har det absolut bedste indtryk af bolivianerne på nuværende tidspunkt.

De sidste par dage i La Paz, inden vi tirsdag d.12. drager til Sucre, kommer til at gå med hygge, afslapning, afhentning af diverse kort og stempler samt mødes med Sørens veninde Stine fra efterskolen, som er i Bolivia i denne tid.

Hermed lidt om den første tid i Bolivia.

Un abrazo fuerte

Stine

Prøveindlæg

En stille dag med besøg på udenrigsministeriet, mobilhovedkontoret, den danske ambassade og nu snart en tur til zona sur, hvor aftensmaden skal indtages. En succesfuld dag hvor tingene går som de skal og bureaukrati er en by i Rusland, ikke Bolivia.
¡Viva Bolivia!

- Søren