Fra ambassadebesøg til Jungle-Boy og Jungle-Man

Efter næsten to måneder uden opdateringer på bloggen, kommer der hermed en lidt lang opdatering på, hvad der er sket siden sidst.

Præsentation på ambassaden

Efter at have forsøgt at få lov at holde et oplæg på den danske ambassade i La Paz i slutningen af februar (som ikke kunne lykkedes grundet den mindre detalje, at den danske udviklingsminister var på besøg i landet), fik vi mulighed for at holde oplægget i midten af marts i stedet for. Dette passede perfekt, da vi alligevel skulle til La Paz i anledningen af, at Esben og hans kæreste Mia skulle ankomme til La Paz d. 18. marts. Med en pakket bil, fyldt med tasker, medarbejdere og en lille Paula, kørte vi mod La Paz, kun med et enkelt stop i Potosí for at spise frokost og aflevere Paulita (lille Paula) hos hendes tante. Derefter tog vi det lange træk mod La Paz, og ankom der om aftenen efter mørkets frembrud, hvilket betyder, at idet man kører op over en bakke på vej ind i El Alto, får man den smukkeste udsigt ud over den skinnende, lyse by, som ligger som et hvidt og gult tæppe over bjerget, og forsvinder ned i dalen.

Vi tjekkede ind på det vante Hotel Milton, hvor Coco som altid var der til at tage vel imod os. Vi lavede en vellykkede præsentation dagen efter, med god feedback fra de ansatte på ambassaden, og med gode kontakter. Blandt andet fik vi kontakt til FN, som havde noget undervisningsmateriale vi kunne bruge til vores nyopstartede aktivitet; sundhedsundervisning i skolerne. Det var noget af en oplevelse at blive lukket ind på deres kontor, og få lov at rode igennem  deres materiale.

Besøg fra Danmark; Esben og Mia

Efter et par dage med lidt arbejde i La Paz, blev det endelig weekenden, hvor Esben og Mia om søndagen skulle lande – en begivenhed som vi, især Søren, havde glædet os rigtig meget til. Vi ankom til lufthavnen, i god tid tænkte vi, kun for at finde ud af, at flyet var landet en halv time tidligere end forventet. Det er efterhånden noget, vi har oplevet et par gange hernede. Hvor alt andet i Bolivia starter minimum en halv time efter planlagt tidspunkt, har de det med at flytte flyene, så de flyver tidligere end planlagt – hvilket nogle gange godt kan være lidt af et problem. Men vi var der heldigvis i tidsnok til at kunne lave et lille skilt med deres navne, og vinke til dem, idet de kom ud gennem porten.

Den første dag gik med ren afslapning. Med lækker morgenmad på El Consulado (konsulatet), som efterhånden er blevet et fast besøgssted, når vi er i La Paz, samt en tur rundt i byen. Dagen efter tog drengene på herretur, hvor de cyklede på  ”the most dangerous road in the world”, mens Mia og jeg tog den mere sikre og behagelige – for ikke at nævne - asfalterede vej til byen Coroico, hvor vi ventede på drengene. Vi overnattede der, og begyndte dagen efter den laaaaaaange tur til Rurrenabarque = byen i junglen. Vi havde godt hørt, at det var en lidt slem tur, men havde ikke regnet med, at den skulle vise sig nogle steder at være værre end ”the most dangerous road in the world”. Turen var utrolig smuk, med grønne bruske, smukke blomster og flotte fugle og sommerfugle på hele turen, så selv jeg med min højdeskræk kunne nyde noget af turen. Den skal egentlig tage omkring 10 timer, men blev forlænget med seks, idet der – hvilket vi ikke havde fået at vide inden – viste sig, at være vejarbejde på hele strækningen, og som betød, at vejen var lukket mellem kl. 8 og 12, og igen mellem 14:30 og kl. 18. Vi var derfor utroligt glade for de lydbøger og det bezzerwisser, Mia og Esben havde bragt med fra Danmark. Da vi endelig var sikkert fremme kl. 2 om natten bookede vi os ind på hostellet. Det viste sig, at være et ret lækkert sted, med hængekøjer ude foran vores værelser.

Junglen

Den første dag i junglen brugte vi i det område. der hedder pampas. Her sejler man på en biflod til den store Amazonesflod, mens man ser efter forskellige dyr; aber af forskellige typer, flodsvin (som ligner store marsvin), forskellige fugle og papegøjer. Til sidste hopper man i vandet og bader med lyserøde delfiner. Hvis man tør! For mens vi står der i vores badetøj, og skal lige til at hoppe informerer guiden os, at vi endelig ikke skal gå i panik, når delfinerne kommer hen til os. De vil nappe (=bide) lidt i vores ben, men det er helt ok J. Vi hopper lidt nervøse i vandet, og de næste 20 min for pigerne og de næste 45 min for drengene bliver brugt på at vente på, at delfinerne svømmer hen til os. – Uden held. Kun Søren blev bidt lidt i.

Det var en kæmpe oplevelse at se pampassen. Og selve junglen var en lige så stor oplevelse. Dagen efter vi havde været i pampassen blev vi sejlet ud i junglen, hvor vi skulle overnatte i to nætter. Det blev to dage med masser af oplevelser. En ekstremt dygtig guide, som boede derude, tog os med på forskellige ture, så vi kunne se junglen. Med den største nænsomhed flyttede han et spindelvæv, efter vi havde set edderkoppen således, at der ikke skete noget med edderkoppen (som desuden kunne lamme en arm i flere uger med sit stik). Og midt imens vi gik, kunne han standse en, og sige ”lyt!”. Vi lyttede, men kunne ikke høre noget, før han forklarede lyden; grynten fra nogle skovgrise, lyden fra aber der snakkede sammen eller kærlighedspapegøjer der fløj henover hovedet på os. Og pludselig løb han igennem skovbunden, med os i hælene, for så at standse op, og pege et sted hen. Dér så man aberne, grisene, papegøjerne eller ilderne. Det var en stor oplevelse.

Det skal lige fortælles, at kærlighedspapegøjerne er blå papegøjer, svarende til dem i filmen ’Rio’, som altid flyver i par. Når de først har fundet en partner forlader de aldrig hinanden igen. Guiden fortalte, at man kan ofte se dem sidde sammen i træerne, hvor de kysser og nusser hinanden. Romantisk, hva’?

En af dagene tog guiden en nød ned, og forklarede, at inde i den var der mandler. Han havde en ny og en gammel nød. I den gamle nød viste der sig at være orme. Han fortalte om, at den spiste man. Jeg havde inde i mit hoved forestillet mig, at de først blev ristet, og tænkte ’spændende, det kunne man da godt prøve’. Men før vi fik set os om, havde han placeret en levende lave i hver vores hånd – og efter et ’vær så god’, kigge han spændt på os. Ned måtte den jo, så en efter en fik vi spist larven, som sjovt nok smagte af mandel. Han fortalte, at den også var god til cremer, kvaste en ny, og smurte den ud på Sørens hånd – en udemærket håndcreme.

En anden dag tog vi ud til en lille sø, hvor vi skulle fange piratfisk. Os med snor bundet til et stykke træ i den ene ende, og en krog i den anden ende med et stykke rødt  kød på. Han med bue og pil. Det blev en succes for nogle af os; Esben fangede én, jeg fangede tre (og en sardin) og Søren ingen ;). Til gengæld fik han sluppet en fri, som den gode beskytter af dyr han er, da han ville vaske den ren i floden. Guiden fangede heller ikke noget, selvom han ramte to med sine pile.

Vi nåede også på en nattevandring, hvor vi så forskellige insekter der er aktive om natten, her i blandt nogle selvlysende. Vi fik desværre ikke set nogle giant (holiday) armadillo, hvilket vi var lidt skuffede over.
Søren nåede at få kælenavnet 'Jungle-boy' af vores guide, hvilket han var ret tilfreds med, indtil Esben dagen efter, af guiden, fik kældenavnet 'Jungle-man'.

Mia blev lidt syg, om måtte desværre undvære nogle gåture for at blive liggende i sengen, men hun kom sig heldigvis, og var frisk resten af turen.

Tilbage i Rurrenabarque overnattede vi en enkelt nat, inden vi satte næsen mod La Paz. Vi satsede på, at vi kunne nå La Paz, så vi kunne sove der. Men der tog vi fejl. Efter at have kørt i nogle timer nåede vi til et sted, hvor der holdt en lang kø af biler. Det viste sig, at en lastbil havde prøvet at forcere et smalt stykke med en masse mudder, og var væltet ind mod bjergvæggen, og holdt nu og spærrede vejen både frem og tilbage. Ingen hjalp, og selvom vores biler er stærke, ville den vi kørte i, ikke kunne trække en lastbil op. Vi måtte derfor vente i fire-fem timer, inden nogle søde mennesker havde fjernet mudderet under lastbilen, så den kunne blive trukket op, dog mod betaling, som de gik og opkrævede bil for bil, inden vi kunne køre videre. Vi betalte med glæde, for nu kunne vi komme videre. Vi ankom til La Paz kl. 5:30 om morgenen, sov en times tid i bilen, og gik så ind for at spise noget morgenmad på et hotel. Efter morgenmad og lidt opfriskende vand i hovedet kørte vi mod San Lucas.

På vejen hjem opstod endnu en forhindring. En af byerne på vejen havde blokeret hele vejen, fordi de var utilfredse med en skole der lige var bygget. Hvilket man godt kunne forstå, for taget var allerede begyndt at falde sammen. Søren opfandt, en historie om, at vi skulle transportere vigtig medicin til San Lucas, og spurgte med den, på trods af en lettere hysterisk Stine, om vi måtte komme forbi. Vi fik godkendelse det ene sted, men da vi ville køre forbi det næste sted (samme blokade, ny vej), samlede nogle cholitaer sten op, parate til at kaste dem på bilen, hvis vi nærmede os yderligere. Vi forklarede dem situationen, og at vi havde fået tilladelse et andet sted. Dette troede de ikke på, så vi måtte køre tilbage til vores begyndelsessted, for at få den godkendende mand med. Han ville gerne hjælpe os, men skulle først lige snakke med nogle journalister. Derefter skulle han lige snakke med politichefen i byen. Den sidste snak blev en længere diskussion mellem parterne, men resulterede pludselig i, at blokaden blev opløst, og vi kunne uden videre komme igennem byen. Resten af turen forløb uden problemer.

Tilbage i San Lucas

De første par dage i San Lucas gik med arbejde, da vi kun havde to dage med Katrine og Christoffer inden de tog på ferie med Katrines forældre.

Men derefter var der lidt tid til at vise Esben og Mia lidt af San Lucas. Vi nåede et smut på TobleRune, en tur på landet, hvor vi så Wilson undervise, og aftener med guitarspil, vin, wiskey, god mad og hygge, inden vi kørte Mia og Esben til Potosí, hvorfra de skulle på deres videre rejse via Salar de Uyuni til Chile, og derfra til Argentina. I Potosi ville drengene en tur ned i minerne, så pigerne tog på café og så det kendte møntmuseum i Potosí. Det havde været noget af en oplevelse i minerne, hvor drengene både fik sprængt dynamit og hilst på djævlen (eller onkel George, som han åbenbart hedder på spansk, hvilket skyldes både en løgn og en fejludtalelse; Spanierne fortalte de minearbejdende indianere, at figuren forestillede Gud, som på spansk hedder Dío. Men indianerne kunne ikke udtale bogstavet 'D', hvilket resulterede i, at de i stedet sagde 'Tio', som på spansk betyder onkel.)

Påske i San Lucas

Søren og jeg kørte hjem, hvor vi havde en uges tid alene på projektet. Det var lige oveni påsken. Et par tiltrængte feriedage i San Lucas, hvor vi fik slappet af, som man kun kan gøre det her i byen. Vi var nede og spise – næsten – traditionel, lækker boliviansk påskemiddag hos to af vores medarbejdere; Cristina og Vicky, samt deres døtre. Grunden til ”næsten traditionel” er fordi, man her i Bolivia spiser 12 retter, som efter deres mening er små, men i forhold til vores mavesække er ret store. Vi fik heldigvis kun fire retter, og det var mere end rigeligt. Vi har stadig rester stående i køleskabet. Efter påske vendte Katrine og Christoffer hjem med Katrines forældre, Kjetil og Thyril. Det var dejligt at møde dem. Når man bor sammen, og arbejder sammen, når man at høre en del om hinandens familie og venner, så det var dejligt at få ansigter og personer på nogle af dem. Efter et par dage tog de videre, og Søren og jeg har nu været alene et par dage igen.

Helle og Lars

Lige indtil på søndag, hvor ikke bare Katrine og Christoffer vender hjem, men med dem ankommer også vores venner Helle og Lars. Lars skal skrive nogle artikler til MetroXpress og lave en eller to film om vores projekt hernede, så følg med i MetroXpress J.

Vi, især jeg, glæder os helt vildt til Helle og Lars ankommer til San Lucas. Og det gør de ansatte også. Der er ikke gået mange dage imellem de ansatte er kommet til os for at præsentere en ny idé til, hvad der kan ske på deres kurser, når journalisten ankommer. Vi havde ellers frygtet/regnet med, at de, nok især pigerne, ikke var så glade for at deltage, når det handlede om at eksponere sig selv – men der tog vi fejl. Det har været dejligt og hyggeligt at følge de ansattes begejstring. Og så glæder både Helle og  jeg os til at se Lars interviewe de traditionelle behandlere, som kun taler Quechua, og derfor kræver dobbeltoversættelse: Lars spørger på dansk - Søren oversætter til spansk – Elio oversætter til quechua – Traditionel behandler svarer på quechua – Elio oversætter til spansk – Søren oversætter til dansk.

To triste hændelser

Inden vi tog herned, var vi godt klar over, at Bolivia ikke er et land med den højeste gennemsnitsalder i verden. Vi var godt klar over, at sort set alle danskere, der har været udsendt har kendt en eller flere bolivianere, som gik bort i løbet af udsendelsen. –Og det er desværre ikke helt uden grund. Udover de udfordrende veje, og den manglende vedligehold af bilerne, er det som om, at bolivianerne slet ikke har samme frygt i livet, som f.eks. den gennemsnitlige dansker.

Det er efterhånden et vanligt syn at møde børn, der leger på vejen, når man drejer om et skarpt sving på en forholdsvis stor vej. Eller møde en lastbil, som ikke bare har fyldt ladet op med mennesker, men hvor der også sidder en enkelt eller to på taget af førerhuset. Vi oplever fulde mennesker, som iført mørkt tøj vaklende spankulerer midt ude på vejen om natten, hvor det eneste lys er en eventuel synlig måne. Børn der leger tag fat på den mest trafikerede vej i Potosí, eller cholitaer (de traditionelle bolivianske kvinder) som løber ud og ind mellem bilerne i El Alto. At ingen kender til hvordan man spænder en sikkerhedssele, virker efterhånden som et lille problem, sammenlignet med alt det andet.

Men det er ikke kun i trafikken, vi ser denne anderledes tærskel af frygt. Hvis den danske arbejdsmiljøkontrol tog på et besøg til Bolivia, ville det med højest sandsynlighed resultere i en total nedlukning af landet. Her findes snarere et stillads, der lige er bygget op af pinde og reb, frem fra et stillads bygget i metaller, og sikret på den ene og anden måde. Her svejses oftere uden maske og andet sikkerhedsudstyr, end med. Og det med at stikke en finger i stikkontakten, når man er i gang med at reparere den, uden først at tjekke strømforholdet, er ikke noget bolivianerne holder sig fra.

Vi har egentlig set os som heldige, mens vi har været her. Indtil for to uger siden havde vi ”kun” oplevet, at der var sket to ulykker i nærheden af San Lucas. Ingen af dem vi kender er kommet noget til, og det samme gælder os selv. 

Vi tog op på kontoret om morgenen på en ganske almindelig arbejdsdag, som ellers så ud til at blive en god dag. Solen skinnede for første gang i et par dage, og der var ikke en sky på himlen. Da vi kom op på kontoret, sad tre af vores ansatte deroppe, og stemningen var, som den oftest er, let og god. Men efter en halv time kom en af vores ansatte Elio op på kontoret. Han undskyldte for det sene mødetidspunkt, og forklarede begrundende, at han havde snakket i telefon med Acchilla, en landsby som ligger i San Lucas kommune ca. 3½ time fra selve San Lucas by. Han havde dagen inden fået den triste nyhed, at en af de traditionelle behandlere, som boede derude var død. En ung fyr, Santiago, i midten af 30’erne med seks små børn. Vi kender ham godt, da han har været en af de helt store bærende kræfter inden for de traditionelle behandleres fagforening, og desuden er et meget vellidt og hjerteligt menneske, som man hurtigt kom til at holde af. Sidst vi havde været i Acchilla (med vores forældre), havde han lige mistet en af sine børn, som var blevet kørt ned af en spritbilist. Et tab, som politiet valgte at håndtere ved at give Santiago to muligheder: enten kunne han få retfærdighed og prøve at få bilisten dømt, ellers kunne han modtage 800 USDollars fra bilisten. Han valgte selvfølgelig det sidste, set i lyset af, at han stadig stod med seks børn og en kone, som skulle forsørges. Det var også på grund af pengemangel, at han havde set sig nødsaget til at forlade sin familie for at tage arbejde i Argentina. En løsning som mange bolivianere vælger, fordi udsigten til mere arbejde og højere løn er så tiltalende, at de endnu ringere arbejdsforhold overses. Santiago arbejdede på en fabrik. En dag skal han sætte to kabler i et batteri. Noget går galt, og det resulterer i, at Santiago får utroligt mange volt igennem sig, og dør på stedet. Hans kone står nu tilbage med seks børn - alle i de små aldre. Hun bliver nødt til at tage til Argentina for at hente liget hjem, så der kan afholdes en ordentlig begravelse i Acchilla. Hvilket kunne realiseres med økonomisk hjælp fra Elio. Det har påvirket os utroligt meget. Både tanken om, at han ikke er blandt os længere, men helt klart også tanken om, at der nu sidder en kvinde i Acchilla med seks små børn, uden mange måder at forsøge sig selv og dem på. Acchilla er en lille by, og indeholder derfor ikke er store muligheder for arbejde, især ikke for en kvinde.

En ulykke kommer sjældent alene. 

Samme aften kommer Elio på besøg hos os med endnu en trist nyhed. En anden af vores medarbejdere, Vicky, har en pige på snart tre år, som hun har adopteret. En historie vi har beskrevet tidligere. Vicky har ofte gået og været nervøs for, at Paulas far ville kræve Paula tilbage, men har haft en fast aftale med ham om, at når Paula blev 11 år skulle de alle mødes i San Lucas, så Paula kunne høre sin historie. Den triste nyhed var desværre, at Paulas far var død af sygdommen Chagas. Chagas er en utrolig udbredt sygdom hernede. Man får den ved, at biller, som sidder i væggen i huse lavet af mudder, kravler ud om natten, for at falde ned over personen som ligger og sover. Bide og derefter lægge en lort i såret, som når offeret gnider det ind i såret, grundet kløe, kan medføre at chagasparasitten, som ligger i lorten kommer ind i blodet på offeret. Chagas angriber alle organer, først tarmen og til sidst vil de fleste ofre dø af dårligt fungerende hjerte. Man kan gå i mange år med sygdommen inden man dør (20-30 år er ikke uanmindeligt). En enorm procentdel af den landlige befolkning her i San Lucas kommune har sygdommen. Vicky blev utrolig ked af nyheden, ikke mindst på vegne af Paulas otte søskende, som nu er forældreløse. Heldigvis er en søster trådt til, og har taget sig af de mindste, og de to ældste børn er så store nu, at de har arbejde, og kan hjælpe til med forsørgelsen.

Det var to ret triste historier, som vi nok aldrig kommer til at glemme, og som desværre også er en del af det at være udsendt. For at vende stemningen lidt, kommer her en lille lidt sjov historie om sikkerhed:

Vi i IMCC prædiker hver gang vi kører med folk, at de SKAL tage sikkerhedssele på, ellers kører vi ikke med dem. Også vores rengøringskone, Lucia, er nu flere gange blevet bedt om at tage sikkerhedssele på. Noget hun åbenbart er ved at lære; Vi var på besøg hos hende med Esben og Mia, da de var i San Lucas hos os. Det var på vej hjem fra et kursus på landet, så vi var kørende i bilen. Efter besøget sætter vi os alle fire ud i bilen, og gør klar til at køre. Vi vinker farvel til Lucia inde fra bilen, idet Søren sætter den i gang. Men Lucia vinker ikke farvel. Hun kigger bare opdragende på os, og signalerer til Søren, at han altså har glemt at tage sin sikkerhedssele på. Søren kunne kun grine, og rødmende stoppe bilen, for at klikke selen på plads, inden vi kunne køre videre, nu med et vink fra Lucia.