Den anden side af jorden kalder...

Fodbold er livets salt...

IMCCholdet Søren, Stine, Katrine og Christoffer

Tiden flyver... Et udtryk som vi billiger nu mere end nogensinde. Der har lige været jul og lang tid til Danmarks flæskesteg og snaps, og 1-2-3 besøg senere har vi købt hjemrejsebillet, og ved nu, hvor vi starter i Danmark. Søren i Esbjerg på ortopædkirugisk på kollegieværelse, og Stine på Panum boende hos lillebror på Nørrebro. Ikke det mest optimale scenarie, men en udemærket løsning på et meget flot lodtrækningsnummer til basislæge - 410 ud af 426 forløb gør uomtvisteligt tingene noget sværere.

Boogies bolde til skolen i San Lucas

Men men men... Tiden flyver, og der skal ske mange ting, før vi om små to måneder begiver os ud på vores hjemrejse. Når jeg skriver det, så er det fordi, at selvom vi først lander tirsdag den 21. august kl. 15:45, så har vi en køretur på 12 timer, en flyvetur på 27 timer fra La Paz via Santa Cruz via Miami via London til København dagen før og derfra en fiskekutter til Esbjerg på dagen. Eller... Men tilbage til to hektiske måneder. Den 30. juni står Søren på en bjergtop i nærheden af La Paz. Huayna Potosí er 6088 meter højt, og en tre dages bestigning indeholder også et kursus i isklatring og traversering og andre ting, man skal vide før man begiver sig ud på isklædte tinder. Små fire dage senere kommer de to nye danskere, Jonas og Emilie, der skal overtage Stines og mit job for de næste 14 måneder. De har en måned på sprogskole alt imens, Stines brødre kommer på besøg og afholder både Stines, Lasses, Katrines og Jonas’ fødselsdag. Inden det sker kommer et muligt bryllup i Santa Cruz. Oveni det hele er der selvfølgelige det vigtigste, arbejdet, der også skal passes. Der er en masse ting, der liiiige skal afsluttes, inden vi tager afsted, hvis de ikke skal overlappes til de nye.

Fodboldlektioner til Bolivia

Til slut har vi lige inden afrejse et meget vigtig AFSKEDS/velkomst-FEST (velkomst til Jonas og Emilie), der skal afholdes den 17. august, hvor vi afholder et lille fodboldstævne på dagen og inviterer alt og alle til kogekonemad, og alt det singani-punch de kan drikke. Vi går ud med et knald...



En anden meget vigtig beretning som ikke er kommet op på bloggen er Kenneth ”Hito” Andersen og Kasper ”Boogie” Trezequets besøg, der tog Buenos Aires og Bolivia med storm i 16 tempofyldte dage, hvor ’De 3 Musketerer’ var samlet igen efter lang tids adskillelse.

Hito og Stine på Puente de Mujer

De kom til Buenos Aires en flot fredag og betalte en taxachauffør med én af de 21 bolde, som Kasper havde skaffet gennem sin butik, Sportigan i Korsør, hvor han er butiksleder, til de fattige bolivianske børn. Ydermere havde de købt gaver til os i form af leverpostej, honning, aviser og makrel, hvilket var i ekstrem høj kurs. Og så kunne vi ellers nedlægge hektiske Buenos Aires. Det var en tur, der bød på en fanatisk fodboldkamp med River Plate på Estadio Monumental, et kødhelvede på havnen med kvalitets all-you-can-eat på Siga la Vaca, nogle fantastiske byture i Palermokvarteret, nogle intense melongatimer i tango nær verdens bredeste boulevard Avinida 6 de julio og en masse kolde Quilmes, som holdte ganerne våde mens vi mindedes de gyldne tider, hvor BK Sydlangeland rykkede i serie 1.

Stine schysser på Eva Peron ved Casa Rosada

Efter fem fantastiske dage i Buenos Aires tog vi bussen i 30 timer til grænsen og 10 timer i bilen hjem til San Lucas med to meget lidt kæphøje ”bjergtagede” (læs højdesyge) drenge. I San Lucas blev ’De 3’ og Christoffer hurtigt kongerne af futsallbanen, og satte kronen på værket ved at tæve de lokale politibetjente og vinde 2 liter cola med det ene mål vildere end det andet i en 10-målsmassakre. Langelandsk fodbold lever stadig, og det lugter af Oldboys oprykning, når vi samles igen om 30-40 år.

Manden med de mange bolde ved San Lucasskiltet

På vej tilbage til Buenos Aires tog vi via sølvminen i Potosí og saltørkenen i Uyuni og tog mange flotte fotos, der dog bør undgåes af sarte sjæle. Til slut tog vi via Tupiza, hvor Butch Cassidy og The Sundance Kid så deres endelige, og ligeledes var det afslutningen for Iceman, Maverick og Goose, da de grådkvalte, men glade oven på et dejligt gensyn fyldt med mange utrolige oplevelser.

Jeg er virkelig glad for deres besøg, og jeg ved, at den anden side af verden også har gjort indtryk på dem. Tusind tak drenge – I er guld værd...

Skoleundervisningsholdet på vej til Piruani

Flere billeder på: https://picasaweb.google.com/116476183515928672006/BoysWithToys?authuser=0&authkey=Gv1sRgCPrR3Ju0g-C1rwE&feat=directlink