La Koa i Uruchini med Helle og Lars |
Den 15. april landede Helle og Lars i San Lucas. De var ankommet i hovedstaden La Paz et par dage i forvejen, og var kørt derfra med Katrine og Christoffer til San Lucas. Katrine og Christoffer var alligevel i La Paz for at aflevere hendes forældre med flyet.
NINJournAlist |
Lars smager kanelsinga |
Dagen efter vi kom hjem fra dette kursus skulle vi afsted på et nyt kursus. Denne gang kun med Søren og jeg på et af de kurser vi afholder for de traditionelle behandlere der er i kommunen. Det viste sig at gå til den by, hvor Singanien (meget stærk Tiquila-agtig alkohol) blev opfundet. Dette påstod de ihvertfald. Men det resulterede i, at vi fik tilbudt diverse variationer af singani, bl.a. en jordnøddedrik. Mens vi ventede på at drikkene blev klar, fik Lars og jeg os en god snak med Elio, som bl.a. kunne fortælle, at der var tre måder man kunne blive traditionel behandler på. Den ene er, at man arver det fra sine forældre eller bedsteforældre. Den anden er, hvis man fødes med benene først. Og den tredie er, hvis man er på et bjerg, og et lyn slår ned i én, men man overlever. Hvis man oplever en af disse tre, skal man være traditionel behandler. Jeg spurgte, hvor mange i San Lucas kommune der egentlig var traditionelle behandlere på baggrund af, at de havde overlevet at blive ramt af et lyn. To, svarede han... Det er ikke hver gang man stiller et spørgsmål her i Bolivia, at man får det svar man havde forestillet sig.
Sidste dag startede de traditionelle behandlere ud med at udføre et ritual, som skal medføre held til de tilstedeværende. Det foregår ved, at de afbrænder en masse konfetti sammen med kokablade og f.eks. små fotokopier af en dollarseddel. Derefter skal den hellige person sige en remse over den rygende masse, og ringe med en klokke. Som afslutning skal han hælde singani og vin i en cirkel rundt om det rygende konfetti, og så tage en tår af det alkohol han lige har hældt af. De folk der er tilstede skal ligeledes hælde alkohol i en bestemt retning rundt om afbrændingstedet, og tage en tår bagefter – para Pacha Mama. Et rigtig fint ritual, som betyder meget for mange bolivianere.
Helle sætter telt i Uruchini |
Det blev lidt af et oversættelsesarbejde, da de to traditionelle behandlere bedst kunne formulere hvordan deres arbejde er på Quechua, som er det indianersprog de taler her i kommunen. Dette skulle oversættes til spansk, så Søren kunne oversætte det videre til dansk, således at Lars kunne bruge det.
Efter at kurset var endt, satte vi os alle ud i bilen for at køre hjem – men lige inden vi forlod landsbyen kom en kvinde løbende ud til os; vi skulle da lige have en tår singani med på rejsen. Helle, Lars og jeg tog hver en tår, og gav hende koppen tilbage. Men dette var ikke godt nok. Søren skulle jo også have! Det tog os nogle minutter inden vi fik hende overbevist om, at det ikke var så godt, at Søren fik noget af singanien, da han skulle køre hjem. Han kom heldigvis fuldstændig ædru derfra, og vi kunne begynde den fine tur hjem til San Lucas.
Dagen efter kørte vi til Sucre, for at kunne sætte Helle og Lars på en bus d. 25. april, så de kunne nå til La Paz til en aftale Lars havde med den danske ambassadør i Bolivia, og så selvfølgelig deres fly hjem til Danmark. Det var dejligt med et par fridage til ren hygge i Sucre med de to, for der havde ikke været meget tid tilovers til det, mens de var i San Lucas.
Nu venter vi spændt på de artikler Lars er ved at udarbejde, samt den film de begge er ved at klippe. Det lyder som om, at der er noget godt i vente. Der kommer annoncering på nettet, når vi ved udgivelsestidpunktet, som vi formoder er tirsdag den 26. august - se www.metroxpress.dk
Flere billeder på: https://picasaweb.google.com/116476183515928672006/JournalistbesG?authuser=0&authkey=Gv1sRgCN3BrY7QsYiTYw&feat=directlink
Flere billeder på: https://picasaweb.google.com/116476183515928672006/JournalistbesG?authuser=0&authkey=Gv1sRgCN3BrY7QsYiTYw&feat=directlink