Forældrebesøg
Vi hentede alle fire i Sucre, hvor vi overnattede til dagen efter, for derefter at køre til San Lucas, fordi der var en stor fest i byen til ære for helgenen (San) Lucas. Byen var klædt i festklæder, og folk dansede, sang og drak. Bolivianere er utroligt gode til at feste! Alle insitutioner skulle udføre en dans, så hospitalets læger og sygeplejersker fremviste en smuk kædedans, og viceborgmesteren sammen med resten af rådhuset dansede en dans med flagrende bånd. Vi tilbragte den første uges tid i San Lucas kommune. De fleste af dagene i selve byen, men vi nåede også en tur på landet for at se Elio i aktion med undervisningen, som blandt andet gik ud på at de traditionelle behandlere skulle udforme respirations- og tarmsystemet i modulervoks. Det var en stor oplevelse endelig at komme med på landet og få set hvad der sker på kurserne.
Efter et par afslapningsdage i San Lucas, hvor vi også nåede en tur op på toppen til San Lucas skiltet, som nær havde taget livet af nogle af os, tog vi bilen til den store saltørken (Salar de Uyuni). Men på vejen derhen finder vi ud af, at vores oprindelige rejserute ikke kunne gennemføres på grund af en blokade i Potosi. Vi måtte derfor ud på en omvej, som da vi fik berettet om den, mest af alt lød som en smutvej. Det viste sig ikke at være sandt. Vi kørte langs små snørklede veje, hvor der til tider måtte udføres trepunktvendinger for, at et sving kunne klares. Men det var en smuk tur, og da vi kørte over det sidste bjerg og kom over på den anden side ventede der os det smukkeste syn af Uyuni-byen, og saltørkenen. Solen var lige ved at gå ned, og de røde, gule, orange, lilla, blå, grønne farver der beklædte himlen, gjorde vores ankomst til byen hele den lange tur værd.Dagen efter var vi på en endags tur til ørkenen, hvor guiden Waska viste os rundt. En utrolig dygtig guide, som var ret god til engelsk. Det var en helt overvældende oplevelse at køre igennem det uendelige hvide, hvor der pludselig dukker et bjerg op i horisonten, som man kører hen over salten. Vi overnattede på et salthotel (Luna de Salada = saltmånen), hvor næsten alt er lavet af salt, inklusiv sengene, stolene og bordene.
Vi vågnede tidligt den næste dag for så at køre den lange vej til Titikaka-søen, hvor vi lige akurat nåede den sidste båd over søen, så vi kunne køre til Copacobana (den bolivianske), som var næste stop. Når man siger båd er det en stærk overdrivelse. Det minder allermest om en tømmerflåde, som bliver drevet fremad af en lille bådmotor. Der stod vi så på med vores bil. Sådan en båd tager normalt en lastbil og en minibus med over, men vi følte os nu alligevel lidt glade for, at det var så mørkt, at vi ikke helt kunne se bådens kvalitet.
Vi overnattede to nætter i Copacobana, hvor især den sidste aften var en oplevelse. Efter en lang dag, hvor vi sejlede i en lettere gyngende båd til soløen, blev vi indkvateret på det flotteste hotel, hvor man fik sit eget hus, som alle var bygget i et tema. Den facade der i hvert hus vendte ud mod søen, var panoramavinduer, hvilket gjorde at alle havde den smukkeste udsigt ud over søen. Prikken over i'et var en udsøgt ostefondue, som blev serveret på en nærliggende restaurent.
Op af formiddagen den næste dag vendte vi bilen mod La Paz og den sidste del af vores rejse. Her nåede vi lige at vise byen et par dage, inden vores forældre tog hjem.
De to nye
Som da vi kom herned brugte vi de første cirka ti dage på at få de nye indskrevet i det bolivianske system (det vil sige, kæmpe med det bolivianske bureaukratiske system), og tage på overlapstur, som denne gang bød på en cykeltur ned af "the most dangerous road in the world", som før i tiden - da der kørte biler - havde mange dødsulykker, men nu mest af okkuperet af turister iklædt i flyverdragt og med styrthjem på cykler. Jeg, som den bangebuks jeg er, endte stort set hver gang bagerst, men fik da set den smukke natur, når jeg ikke var sikker på, at jeg var døden nær, trods mine kun 15km/t, og bremserne i bund. Det var også mest mine arme og hænder der var ømme efter den tur - men smuk det var den, og de tre daredevils fik det adrenalinsus de ønskede.
De var i sprogskole i to uger, mens Søren og jeg tog et hastevisit til Danmark.
Da vi igen satte fødderne på dansk jord, kørte vi med Christoffer og Katrine til San Lucas, så de endelig kunne se deres nye hjem for de næste 15 måneder.
Vi havde nogle rigtig fine, men også ret travle dage i San Lucas, hvor der både skulle ordnes kontrakter og regnskaber, inden vi igen satte os i bilen, for at køre mod La Paz. Vi nåede dog både at afholde dimission for de personer som havde modtaget et legat til at læse HF af IMCC, være med til dimissionsfest hos en tidligere IMCC-ansats, Anicetos, søn, og holde julefrokost for alle vores ansatte på Sørens fødselsdag.
Vi skulle ind og sende de to andre afsted, som skulle hjem for at holde jul og nytår i henholdsvis Danmark og Norge. Alene igen
På vej hjem til San Lucas igen, tog Søren og jeg inden om Potosi, hvor Elios niece fyldte 15 år. En 15 års fødselsdag her i Bolivia minder meget om sweet 16 i USA. Det blev også en stor fest, som næsten varede til den lyse morgen, og som indebar et parade af 14 piger (hendes bedste veninder) med kavalerer, som skulle repræsentere hver af fødselsarens år. Paraden ender med, at hun entrerer i et skrud af en prinsessekjole med sin far. Efter paraden skal hun udføre med sin far (og med sin gudfar fandt Elio ud af lidt for sent, efter at have proklameret at han ihvertfald ikke kunne danse sådan en dans), hvor hun dansede ned igennem rækkerne af veninder og deres kavalerer for den ene vej at slukke de lys, som pigerne holdt, og den den anden vej at indsamle de hvide roser drengene holdt. Kagen var et kongeligt bryllup værdigt, med flere lag, som hang sammen med trapper, hvorpå der stod 15 dukker, hver igen repræsenterende hendes år.
Den næste morgen fik en lækker morgenmad hos Elio og hans kone, inden vi kørte til Sucre for at ordne lidt af hvert. Herinde kom vi i kontakt med en af mine studiekammerater, Trine og hendes kæreste, Sebastian. Vi havde et kamera med til dem fra Danmark, da de i Buenos Aires havde fået stjålet deres. De er hos os lige nu i San Lucas, hvilket er rigtig hyggeligt. Vi har alle her til aften været til en tidlig juleaften på hospitalet, som startede med den obligatoriske gudstjeneste - desværre ikke med den sædvanlige præst og hans charango - efterfulgt af den bolivianske julespise, la picana, som ofte indeholder tre forskellige typer kød, kylling, gris og oksekød, men som idag manglede grisen - hvilket nok også var ok, da det var rigeligt mættende i forvejen.
Vi sidder nu i vores køkken med kaldenderlys tændt og duften af nybagte honningkager der stadig hænger i luften. Julestemningen er stadig ikke helt indtruffet, trods ihærdige forsøg med oppyntning, julemusik og julebag. Det hænger nok lidt sammen med, at temperaturen ikke helt er svarende til det danske julevejr. Vi har dog fundet et juletræ i ægte højde, som Katrine har pyntet med julelys i gule, røde, blå og grønne farver, som også spiller julemusik, for ikke at glemme, at vi også er udstyret med både lumrefjæld-historien og disneys juleshow, så nu går der nok ikke lang tid inden julehumøret kommer til San Lucas.
Så rigtig glædelig jul til jer alle sammen - og godt nytår!!! Vi glæder os til at se jer alle i det nye år.
